Fremtidens kemikalieindsats: Plastindustrien er blevet hørt

Ikke-kategoriseret

Alle Folketingets partier underskrev i slutningen af oktober en ny aftale om den fremtidige danske kemikalieindsats i perioden 2014-2017. Hovedområderne i aftalen er øget international indflydelse, styrket kontrol og etablering af et nyt Kemikalieforum. Plastindustriens miljøchef Helle Fabiansen vurderer, at der i høj grad er blevet lyttet til industriens input. 

Del:

Af Lars Friis Farsøe

Vidste du, at…
  • Der er i alt afsat 184,8 millioner kroner til kemikalieindsatsen i 2014-2017.
 
  • Folketingets partier har aftalt at mødes en gang årligt i perioden 2014-2017 for at gøre status over aftalen.
 
  • Plastindustrien sammen med bl.a. DI og Dansk Erhverv har givet Miljøstyrelsen og medlemmer af Folketingets Miljøudvalg sine synspunkter og ønsker til den kommende kemikalieindsats.
     
 

 

Det er ikke hverdagskost, at der er politisk enighed blandt alle Folketingets partier, men det er ikke desto mindre tilfældet i forhold til den fremtidige danske kemikalieindsats i perioden 2014-2017. Derfor var det også en tilfreds Ida Auken (SF), der i sin rolle af miljøminister ultimo oktober kunne præsentere den nye aftale på kemikalieområdet:

– Kemikalier er en helt nødvendig del af vores dagligdag. Men der er stadigvæk mange problematiske kemikalier i vores produkter, i naturen og i mennesker. Det skal vi have styr på ved at samarbejde både nationalt og internationalt, så vi kan erstatte de problematiske kemikalier med bedre alternativer. Det er det, vi sætter fokus på, med den nye kemikalieindsats.

Miljøministeren lytter

Plastindustrien har af flere omgange bidraget aktivt til tilblivelsen af planen for den fremtidige kemikalieindsats bl.a. gennem deltagelse i seminarer med Miljøstyrelsen og Folketingets Miljøudvalg.

 

Helle Fabiansen, der er miljøchef i Plastindustrien, er ikke i tvivl om, at der i høj grad er blevet lyttet til industriens indspark i kemidebatten:

 

– Vi er på et tidligt tidspunkt blevet involveret i processen, og vi har fået sat tydelige aftryk flere steder i aftalen. Vi har lagt vægt på, at der er brug for en aftale, der er vækstfremmende, gennemskuelig og europæisk funderet og som understøtter danske virksomheders seriøse arbejde med kemi. Det har ministeren lyttet til.

 

Læs mere under annoncen… ###REKLAME###

 

Internationalt samarbejde og øget dialog er topprioriteter

Citat

“Vi er på et tidligt tidspunkt blevet involveret i processen, og vi har fået sat tydelige aftryk flere steder i aftalen.”

 

Helle Fabiansen, Plastindustrien

 

Aftalen udstikker en række forskellige indsatsområder, men det mest i øjenfaldende er, at Danmark fremover i endnu højere grad skal forsøge at præge den internationale kemidagsorden. Formålet med den danske indsats er at skabe ny viden og at fremme regulering, der forhindrer, at problematiske stoffer skader mennesker, miljøet og ikke mindst øget genanvendelse.

 

Indsatsen skal først og fremmest være målrettet EU’s kemikaliesamarbejde REACH, som blandt andet omfatter registrering af kemikalieprodukter og forbud mod udvalgte kemikalier.

 

Derudover skal Danmark også i øget grad presse på for, at den generelle kemikontrol i EU’s medlemslande bliver opprioriteret. Tankegangen bag denne indsats er at sætte en stopper for konkurrenceforvridende situationer, hvor eksempelvis lovlydige danske virksomheder bliver stillet dårligere end deres udenlandske konkurrenter.

Et andet væsentligt element i aftalen er etableringen af et Kemikalieforum, der skal sikre videndeling og dialog på produktområdet. Det nye Kemikalieforum skal bestå af myndigheder, industri, forbrugerorganisationer og andre relevante interessenter.

 

Udover at kunne igangsætte nye initiativer såsom informationskampagner og vurderingsundersøgelser af konkrete kemikalier, så kan Kemikalieforummet også bidrage til frivillig udfasning af visse kemikalier.

 

Plastindustrien fortsætter som aktiv medspiller

Plastindustriens miljøchef Helle Fabiansen ser frem til at blive involveret i det videre arbejde inden for kemiområdet: 

 

– Vi er tilfredse med, at der er politisk opbakning til at etablere et Kemikalieforum, der skal fungere som dialogplatform for myndigheder, industrien og forbrugerorganisationer. Det har været et klart ønske fra vores side, at virksomhederne inddrages i beslutningsprocesser og nye initiativer på kemikalieområdet. Det aktuelle eksempel med det udskudte ftalatforbud viser, at det kan betale sig at lytte til industriens indvendinger så tidligt i processen som muligt.  Vi ser naturligvis frem til at deltage aktivt i det kommende Kemikalieforum.

 

Ultimo november 2013 fremlægger miljøminister Ida Auken (SF) en mere detaljeret gennemgang af aftalens forskellige elementer.