Tillykke til vinderen af Årets Kompositoperatør 2023

Per Mørck Hermansen (tv.) er vinder af prisen Årets Kompositoperatør 2023.

Per Mørck Hermansen fra Siemens Gamesa har i forbindelse med den afsluttende svendeprøve på kompositoperatøruddannelsen fået overrakt prisen som Årets Kompositoperatør 2023.

Del:

I år er prisen som Årets Kompositoperatør uddelt til Per Mørch Hermansen, som var lærling i virksomheden Siemens/Gamesa i Aalborg. Vinderen blev kåret i forbindelse med den afsluttende svendeprøve for kompositoperatørerne d. 22. december 2023. Med udnævnelsen følger et diplom samt et honorar på 2.500 kr.

Prisen er stiftet i et samarbejde mellem TechCollege Composite og Plastindustriens Kompositsektion som del af deres fokus på uddannelse af unge talenter inden for kompositbranchen.

– Per er en meget dygtig og vellidt elev. Han er også en god kammerat, lyder bl.a. fra Peter Kjærsgård, underviser og konsulent, Tech College Composite.

Prisen blev første gang uddelt i 2022. Formålet med prisen er at anerkende de dygtige studerende og skabe opmærksomhed om den relativt nye uddannelse.

Plastindustriens Kompositsektion, der samler de danske producenter, uddannelsesinstitutioner og leverandører til kompositbranchen, uddeler i forvejen den årlige forsknings- og uddannelsespris Danish Composite Award. Denne er, i modsætning til Årets Kompositoperatør, målrettet unge forskere inden for kompositter og deres anvendelse.