Plastindustrien trak fuldt hus til emballagekonference

Plastindustrien indtog FoodTech-messen i Herning med fokus på tre områder: Det udvidede producentansvar, design til genanvendelse og gennemgang ag nye regler for fødevarekontakt.

Del:

Artiklen er bragt i Magasinet Plast nr. 4 – 18. nov. 2022

På årets Foodtechmesse i Herning var Plastindustrien 1. november vært for konferencen ’Plastemballage – nu og i fremtiden’. Den var opdelt i tre moduler: Det udvidede producentansvar, Design til genanvendelse samt Gennemgang af de seneste regler for fødevarekontakt. Godt 70 spørgelystne deltagere havde fundet vej til den lille scene i Messehal M. 

Konferencens ordstyrer, Plastindustriens miljøpolitiske chef Christina Busk, holdt arrangementets første oplæg og indledte med en introduktion til designguiden, som aktørerne bag netop nu arbejder på en revision af. Hun gjorde derefter rede for status på aftalen om det udvidede producentansvar og understregede, at alt emballage er omfattet, alt. Fra producenterne eller de såkaldte påfyldere til producenter af transportemballage.      

På spørgsmålet om, hvad afgiften skal finansiere, svarede Christina Busk, at det gerne skulle gå lige op og akkurat dække udgifter til indsamling af affald, administration og genanvendelse. 

– Herefter kommer det miljøgraduerede bidrag, der endnu ikke er politisk aftalt, men som skal skabe et incitament til at designe emballagen til genanvendelse. I Plastindustrien har vi mål om, at vi skal have en så høj kvalitet som mulig ud af det plastaffald, der produceres i Danmark. Så en fødevarekontakt kan blive til fødevarekontakt igen, og så en shampooflaske kan blive til en til shampooflaske igen. Det er nødvendigt, ellers kommer vi aldrig til at kunne substituere de 40 procent virgint plast, der bruges til emballage i EU, siger Christina Busk.  

Fremover er ikke al genanvendelse lige eller lige godt, er budskabet: Hvis en vandflaske nogensinde skal blive til en vandflaske igen, skal vi vide, hvad der har været i den. Det cirkulære genanvendelsesprincip bliver centralt for fremtidens plastgenanvendelse. 

LÆS OGSÅ: Find alle præsentationerne fra plastemballagekonference

Morgendagens fødevareemballage

Til netop at give et bud på branchens fremtid indtog også Knud-Erik Skov-Thuesen, CEO og ejer af ST PLAST, scenen i Herning med samme budskab: 

– Vi skal simpelthen sørge for, at vi genanvender plasten på samme forædlingsniveau, hvor vi begyndte.  

Knud-Erik Skov-Thuesen er ikke i tvivl om, at morgendagens fødevareemballage vil være af plast. Og mere specifikt er morgendagens fødevareemballage lavet af PET, lød Knud-Erik Skov-Thuesens spådom i Herning.  

– Men PP vil i lang tid stadig fylde meget i fødevareemballager, hvor man ikke kan fremstille eller bruge PET’s egenskaber. Bionedbrydeligt materiale derimod giver en vrangforestilling, da det ofte der får folk til at tro, at det blot kan smides i naturen. Og så er der ideen om at blande bionedbrydelig materiale i plasten. Sker det, risikeret vi kontaminering af PET’en, siger Knud-Erik Skov-Thuesen.  

Han mindede om, at PET mekanisk kan genanvendes rigtig mange gange, eller genanvendes ved kemiske pyrolyseprocesser, og at PET kan upcycles både kemisk og mekanisk, når det bliver udpint.  

– PET kan genanvendes 100 procent til FKM, det kan PP desværre ikke endnu ikke, sagde Knud-Erik Skov-Thuesen om sit bud på morgendagens fødevareemballage.  

Trods det måske lidt fagligt tunge tema var der en livlig debat til konferencen. Malene Villadsen, Environmental/Sustainability Manager ved Polyprint, indledte sit oplæg med fra begyndelsen at erklære sig uenig i, at PET er fremtiden.  

– I vores verden er PET ikke svaret på alt, tværtimod. PET kan ikke genanvendes med de andre materialer. Derfor mener vi, at man skal over i PE eller PP, sagde Malene Villadsen, der arbejder med fleksible folier til fødevarer.  

Hun understregede på konference, at Polyprint bakker op om Plastindustriens kritik af producentansvarets bagatelgrænse på otte ton, der betyder, at mange plastemballager ikke vil blive omfattet og dermed ikke vil få incitament til at producere bæredygtig emballage.  

– Vi har indgået et samarbejde med AVL om, hvorvidt metalliseret PP kan genanvendes. Vi hører rigtig tit, at mange indsamlere af folie siger til vores kunder, at ’den bløde plast skal i bare sende til restaffald’. Det er forholdsvis frustrerende, når man bruger så mange kræfter på at lave det her materiale, og det så ikke bliver indsamlet. Man kan faktisk godt opdrage på NIR-skannerne til at sortere på folierne. Lige nu er vi nødt til at acceptere, at hvis folier bliver genanvendt, bliver det til noget andet end fødevarekontaktmateriale, sagde Malene Villadsen.  

Nye regler for FKM

Som repræsentant fra myndighederne havde også Mette Holm fra Fødevarestyrelsen taget turen til Messecenter Herning. Mette Holm, der også deltog på Plastindustrien forårsevent i København om FKM, gav i Herning en opdatering på seneste lovgivning på området. Spritnye, faktisk, reglerne trådte i kraft 10. oktober 2022.  

– Det overordnede i reglerne er, at der ikke må ske en afsmitning til fødevarer. Det er fødevaresikkerheden, der er det vigtigste for reglerne. Vi giver ikke køb på fødevaresikkerheden i den cirkulære økonomis navn, siger Mette Holm.  

Som det allerede blev nævnt ved Plastindustriens FKM-event i foråret, gik det op for EU-kommissionen, at der var mange processer på markedet for genanvendt fødevarekontaktmateriale, som der ikke var søgt godkendelse til. Processer som EU-Kommissionen ikke ville afvise af frygt for at stoppe udviklingen inden for genanvendelse, hvorfor man lavede en overgangsperiode for virksomheder, der kunne komme ind i den nye regel.  

– Der tages snart individuelle beslutninger om de ca 230 processer, som EFSA (den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet, red.) har vurderet under de gamle regler. For de resterende eksisterende genanvendelsesprocesser skal man søge om godkendelse inden 10. juli 2023 for at komme med i overgangsordningen, siger Mette Holm.  

Indtil nu er der to egnede teknologier for genanvendelse af plast til fødevarekontakt. Den ene er mekanisk genanvendelse af post-consumer PET, hvor inputtet er fødevarekontaktmateriale. For at det må genanvendes til fødevarekontakt, må der maksimalt være 5 pct. Ikke-FKM i affaldsfraktionen. Den anden egnede teknologi er genanvendelse af fødevarekontaktmaterialer fra helt lukkede kredsløb, hvor materialerne ikke har været ude hos forbrugeren. Det kan f.eks. være brugte brødkasser, der må genanvendes til nye brødkasser. Genanvendelsen inden for disse lukkede kredsløb kan være af alle polymerer.