Hvordan sikrer vi, at genanvendelige materialer faktisk bliver genanvendt? Det var omdrejningspunktet, da europaparlamentarikeren Pernille Weiss 28. marts var på besøg hos EPS-producenten Sundolitt i Billund.
Besøget var særlig relevant for Pernille Weiss, konservativt medlem af Europa Parlamentet, der er hovedforhandler på revideringen af EU’s Affaldstransportforordning, hvor hun i næste uge skal aflevere første udkast til rapporten.
Billund-virksomheden var derfor et oplagt sted at søge inspiration. Sundolitt er nemlig både producent af isolering og emballage og arbejder desuden med genanvendelse. Virksomheden er medlem af EPS-branchen, hvor Sundolitts adm. direktør, Henrik Vasylyeva, er formand.
– I Sundolitt leverer vi isoleringsløsninger til byggeriet, transportemballage til f.eks. måltidskasser eller eksporterhverv, og så producerer vi isolerende fiskekasser, som benyttes til at sende danskfangede fisk ud i hele verden. Det producerer vi i EPS, som er 98 pct. luft og kun 2 pct. polystyren. Samtidig er EPS 100 pct. genanvendeligt, og derfor arbejder vi også med genanvendelse af materialet, siger Henrik Vasylyeva.
Besøget fra Bruxelles kom i stand via EPS-branchen – en del af Plastindustrien, der gerne ville drøfte, hvordan det kan gøres nemmere at genanvende de brugte materialer.
– EPS, i Danmark også kendt som flamingo, er utrolig nemt at genanvende. Over halvdelen af danskerne kan aflevere EPS på deres lokale genbrugsplads. Og det genanvendes over hele verden. Udfordringen er at få det indsamlet, og der kunne vi godt tænke os særskilte affaldskoder, så vi kan sikre, at alt EPS-affald bliver identificeret, så vi kan genanvende det, forklarer Chresten Heide-Anderson, der er projektchef i EPS-branchen.
At EPS i høj grad bliver indsamlet og genanvendt var ikke noget, Pernille Weiss kendte meget til før besøget i Billund. Men i lande som Danmark, Norge, England og Holland er genanvendelsesraten væsentligt over 50 pct., og på europæisk plan er genanvendelsesgraden på ca. 40 pct., når det kommer til EPS-emballage. Det svarer til niveauerne i Japan, Canada og USA, hvor mellem 35 og 40 pct. af EPS bliver genanvendt.
Uklare regler og manglende viden kan lede til greenwashing
Det blev til en god samtale om klimaaftryk, klare regler og greenwashing – eller rettere hvordan man undgår greenwashing. Her kunne en af løsningerne være en CO2-mærkning, så både virksomheder og forbrugere kan se, hvor meget et produkt udleder i hele dets livscyklus.
– Jeg fik bekræftet, at virksomhederne skriger efter at få en formel for, hvordan man kommunikerer et klimaaftryk, så man rent faktisk kan fortælle, hvor bæredygtige og klimarigtige, man er. Udfordringen er bare, at der er uklare regler på området. Derfor er det utrolig vigtigt at kunne gennemføre besøg som disse. Ellers risikerer vi at lave virkelighedsfjerne regler, som ikke bidrager til noget positivt for klimaet, men som blot smider grus i maskineriet for erhvervslivet, siger Pernille Weiss.
Fraværet af ens regler i landene gør det ikke bare kompliceret at kommunikere genanvendelse og klimaaftryk. Det gør det også svært at øge genanvendelsesgraden, for selv den mindste urenhed eller en enkelt plastpose i eksempelvis EPS-affaldet kan gøre, at det skulle have være klassificeret som blandet plast.
Derfor mener EPS-branchen, at det skal være nemmere at kunne importere plastaffald i EU, hvis man er certificeret til at kunne genanvende materialet. Og for at få den maksimale effekt, er det vigtigt, at reglerne bliver lavet på EU-plan, siger Chresten Heide-Anderson.
Pernille Weiss var enig langt henad vejen.
– Vi skal have ens regler i et meget mere harmoniseret indre marked for affald, som i indtagende grad naturligvis skal behandles som en positiv ressource og ikke et negativt problem, siger Pernille Weiss.
Effektivt indre marked for affald
Det er en udfordring, at nogle virksomheder påstår, at de genanvender materialer, men i stedet sender de på lossepladser langt fra Europa. Derfor er en del af løsningen et effektivt indre marked for affald. Når hele EU arbejder sammen om at få affaldet samlet, hvor det bedst kan håndteres, undgås det, at affaldet ender på lossepladsen eller forbrændingen.
– Hvis du skal ændre affaldets skæbne, så det ikke dør på lossepladsen, skal du op i nogle størrelser, som et enkelt land ikke kan løfte alene. EU skal gøre dét, som intet land kan gøre selv. Derfor skal affald kunne krydse landegrænser uden problemer. Affald skal derhen, hvor det er miljømæssigt og økonomisk mest fordelagtigt at få det sorteret og genanvendt. Og her kommer klimamærkningen til at være essentiel, så vi har et værktøj til at regne os frem til de reelle CO2-udledninger fra vugge til grav, siger Pernille Weiss.
I EPS-branchen er man enig med Pernille Weiss, for som projektchef Chresten Heide-Anderson siger;
– Det er lidt fjollet, hvis EPS-affald fra Flensborg skal sendes knap 1.000 km sydpå til München, når der kun er lidt over 100 km til Billund, hvor det lige så godt kunne blive genanvendt. Så længe virksomheden forpligter sig til at sikre f.eks. 95 pct. genanvendelse af materialet, så mener vi, at den skal have lov til at importere det.
Det importerede affald, som virksomheden så ikke kan genanvende, det skal den så til gengæld sikre sig bliver genanvendt andetsteds, mener man i EPS-branchen.