Ny designguide skal styrke genanvendelsen af EPS-emballage

To nye designguides skal gøre det endnu nemmere at designe EPS-emballage til genanvendelse. Forventningen er, at flere vil få øjnene op for, at EPS er let at genanvende, og at retningslinjerne på lang sigt vil øge graden af genanvendt EPS.

RecyClass har i samarbejde med EUMEPS udviklet nye designguides for EPS-emballage til hhv. fiskekasser og hvidevarer. De to designguides rummer et gratis online værktøj, der skal gøre det let at designe 100 % genanvendelig EPS-emballage.

Del:

RecyClass har offentliggjort nye designguides for af EPS-emballage til både fiskekasser og hvidevarer.

De to designguides er udarbejdet i samarbejde med EUMEPS, den europæiske EPS-industris brancheorganisation. Begge designguides er tilføjet et gratis online værktøj, som gør det let for designere af emballage at sikre, at EPS-emballagen er 100% genanvendelig.

– I EPS-branchen har vi altid sagt, at EPS er 100% genanvendeligt, og det har vi nu dokumentation for, siger Chresten Heide-Anderson, projektchef i EPS-branchen – en del af Plastindustrien.

Han har været med i forarbejdet til begge designguides og fortæller:

– De to designguides stiller konkrete krav til, hvordan EPS-emballage skal designes. De krav praktiseres allerede i branchen, men det har måske været uklart for virksomheder uden for vores branche. Dermed kan fraværet af konkrete designguides have påvirket markedet for genanvendelse af EPS. Vi forventer i hvert fald, at endnu flere genanvendere af plast vil få øjnene op for, hvor let det at genanvende EPS.

Fælles designguide

De nye designguides er udarbejdet i regi af RecyClass i samarbejde med EUMEPS.

I en fælles pressemeddelelse udtaler adm. direktør i EUMEPS, Jürgen Lang:

– Offentliggørelsen af de to designguides er en milepæl i vores arbejde med cirkulær økonomi. Takket være det gode samarbejde med Plastics Recyclers Europe og RecyClass lykkedes det os at udarbejde designguidesne i løbet af få måneder.

EPS-værdikæden har forpligtet sig til at udvikle en cirkulær vision for plastaffald fra design til end of life. Disse EPS-retningslinjer hjælper designere med at sikre, at deres emballageprodukter bliver lettere at genanvende efter brug.

– Med disse nye designretningslinjer for genanvendelse, som er baseret på videnskabeligt underbyggede resultater og udviklet af aktører fra hele værdikæden, viser industrien sit engagement i at gøre al plast genanvendelig med et langsigtet mål for øje, fortæller Paolo Glerean, formand for RecyClass, i pressemeddelelsen.

ONLINE VÆRKTØJ: Find de nye deisgnguides på RecyClass’ hjemmeside

Værktøj skal hjælpe virksomheder

Alle virksomheder, som er interesserede i at kontrollere EPS-emballages genanvendelighed, har adgang til RecyClass Plastic Packaging Recyclability Tool.

I det online værktøj kan man hurtigt finde frem til, i hvilket omfang en given EPS-emballage er egnet til genanvendelse. Emballagen klassificeres fra A til F (fra fuld til ingen genanvendelighed).

I praksis dækker de to designguides alle typer af EPS-emballage. Designguiden til fiskekasser dækker al EPS emballage med fødevarekontakt, mens designguiden til hårde hvidevarer gælder al anden emballage.

– Med disse udgivelsen af de to designguides har EUMEPS i samarbejde med RecyClass udviklet et værktøj, som er identisk med det, som benyttes for andre plastfraktioner. Dermed skabes der større tryghed for genanvendere og indsamlere af EPS, og det skulle gerne sikre endnu mere genanvendelse af EPS, forklarer Chresten Heide-Anderson.

Han bakker fuldt ud op om opfordringen fra EUMEPS, som påpeger, at EPS emballage er let at integrere i en cirkulær økonomi.

Derfor opfordrer EUMEPS i pressemeddelelsen til, at de relevante myndigheder i Europa får indført indsamlings- og sorteringssystemer, som sikrer genanvendelse af EPS.