Internationalt samarbejde vil lancere løsning for fuld genanvendelse af vindmøllevinger

En gruppe førende virksomheder og vidensinstitutioner har indgået et samarbejde om at udvikle en ny teknologi til fuld genanvendelse af kompositmaterialer, der bl.a. skal bruges til at lave vindmøllervinger.

Del:

Vestas Wind Systems, Teknologisk Institut, Aarhus Universitet og den amerikanske kemikalieproducent Olin Corporation har indgået et samarbejde, hvor målet er at implementere og kommercialisere en ny genanvendelsesteknologi til genanvendelse af vindmøllevinger,

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Projektet er blevet døbt CETEC (Circular Economy for Thermosets Epoxy Composites) og er en fortsættelse af innovationsprojektet DreamWind, som partnerkredsen tidligere har samarbejdet i.

Genanvendelsesteknologien, der oprindeligt blev udviklet i DreamWind projektet, består af to dele.

Først bliver kompositmaterialerne skilt ad i glasfiber og epoxy. Herefter bliver epoxyen yderligere neddelt i grundbestanddele, der er af samme kvalitet som de jomfruelige materialer, en proces der kaldes kemisk genanvendelse, eller chemcycling.

Disse bestanddele kan så genanvendes til produktion af nye vindmøllevinger og dermed gøre epoxyen fuldt genanvendelig.

Genanvendelse af vindmøllevinger vil være banebrydende

I dag kan omkring 85-90% af materialerne i gamle vindmøller genanvendes, men de sammensatte kompositmaterialer i vingerne udgør den største forhindring for et fuldt cirkulært materialekredsløb. For at nå dertil er der behov for nye tilgange, der kan styrke genanvendeligheden af vingerne og deres design.

Hvis projektets målsætning nås, vil CETEC have taget et vigtigt skridt mod en vindmølleindustri, der ikke producerer affald.

Kompositmaterialer er kendetegnet ved en unik kombination af lav vægt og høj styrke. Det kræver en stærk binding mellem to forskellige materialer – glasfiber og epoxy. Dilemmaet er, at den selvsamme binding gør det svært at genanvende materialerne. Derfor vil udviklingen af CETEC’s innovative teknologi, der gør det muligt at adskille kompositmaterialet i udtjente vinger, være banebrydende. Vi vil kunne udnytte materialeværdien i begge affaldsstrømme i en ny cirkulær værdikæde, siger Simon Frølich, sektionsleder, ph.d., på Teknologisk Institut.