Kompositsektionen leder efter vinderen af Danish Composite Award 2022

Vinder af Danish Composite Award 2021 Michael Sandberg sammen med formand i kompositsektionen, Klaus Kamper. Der er åbent for indstilling af 2022-kandidater frem til 4. februar.

Plastindustriens Kompositsektion er på jagt personer, der skal med i opløbet om den præstigefulde kompositpris Danish Composite Award. Der er åben for indstilling af kandidater frem til den 4. februar 2022.

Del:

Plastindustriens Kompositsektion uddeler igen i 2022 en pris til én eller flere studerende, der har fuldendt et afgangsprojekt eller tilsvarende i 2021, hvori anvendelse af kompositmaterialer indgår som et væsentligt element.

Formålet med prisen er at fremme kendskabet til – og interessen for – kompositmaterialer blandt studerende og samtidig styrke samarbejdet med landets uddannelsesinstitutioner.

Prisen består af et diplom samt én følgende:

  • Deltagelse i JEC World Composite Show Europe i Paris i marts måned (fly, hotel, adgang til JEC, 300 € i lommepenge). NB: max 15.000 kr. i alt. Eller:
  • 7.500 kr. (B-indkomst)
Vinderen af Danish Composite Award 2021 var Michael Sandberg, som fik prisen for sin Ph.D.-afhandling ‘Numerical Modelling of Material Flow in the Resin-injection Pultrusion Process’.

Anders K. Knudsen, sekretær for Plastindustriens Kompositsektion, fortæller:

– Det er afgørende, at vi som branche er med til at skubbe på talentudviklingen, da vi mere end nogensinde har brug for kloge hoveder i vores virksomheder. Danish Composite Award fungerer som et rygstød for dygtige studerende, der i slutningen af deres studie står på spring til en karriere med fokus på kompositter.

Projekt og prismodtager offentliggøres her på hjemmesiden, så snart prismodtageren har fået besked.

Dertil inviteres prismodtageren til at deltage i Kompositsektionens årsmøde 2022, hvor der er mulighed for at præsentere vinderprojektet.

SE OGSÅ: Danish Composite Award – tidligere vindere

Retningslinjer for indstilling:

Afgangsprojektet eller tilsvarende skal være afsluttet i 2021 fra en dansk uddannelsesinstitution.

Kandidater indstilles af hoved- eller medvejleder.

Indstillingen sendes til Plastindustriens sekretariat, Anders K. Knudsen, akk@plast.dk, senest 4. februar 2022.

Indstilling skal omfatte:

  • Navn på kandidat(er)
  • Uddannelsesinstitution
  • Projekttype
  • Titel og navn på indstiller
  • Kort beskrivelse af projekt (max 1.500 anslag)
  • Motivering af indstilling – se også retningslinjer for tildeling (max 1.500 anslag)

Retningslinjer for tildeling:

Prisen er henvendt projekter, hvori anvendelse af kompositmaterialer indgår som et væsentligt element.

Der vil blive lagt vægt på projekter med stor betydning for kompositindustrien i form af forskningshøjde eller udbredelse af kendskab til kompositmaterialer.

Dertil vil der blive lagt vægt på kreativitet samt originale ideer med en væsentlig nyhedsværdi i projektets resultater, og projektet bør være bedømt til en karakter væsentligt over middel.

Bedømmelsesudvalget for tildeling af prisen udgøres af Kompositsektionens bestyrelse.

Hvis bedømmelsesudvalget vurderer, at der ikke er kvalificerede projekter, kan udvalget beslutte ikke at uddele prisen i det pågældende år.