Hvem skal modtage den ærefulde hæder i form af Plastprisen 2019? Frem til og med fredag den 8. marts kan alle indstille en potentiel prismodtager, hvorefter at der bliver udpeget op til fem nominerede, som bliver præsenteret offentligt forud for Plastdagen den 23. maj.
Nu begynder jagten på den næste modtager af Plastprisen, der første gang blev uddelt i år 1987. Forrige år blev prisen ‘moderniseret’, og det nye koncept lever videre i år.
Adm. direktør i Plastindustrien Thomas Drustrup håber, at de gode takter med mange indstillede og stor opmærksomhed omkring de nominerede fortsætter:
– I Plastindustrien har vi i meget fokus på at fortælle de gode historier om vores virksomheder, vores produkter, vores materialer og de mennesker, der er en uundværlig del af branchen. Derfor holder vi fast i vores nye koncept, som vi har fået rigtig god respons på fra både medlemmerne og vores omverden. Vi ønsker nemlig at hædre de virksomheder og personer, der gør en ekstraordinær indsats for at bidrage positivt til plastbranchens fremtid.
Traditionen tro bliver Plastprisen uddelt på Plastdagen, som i 2019 afholdes den 23. maj, men Plastindustrien vil allerede nu gerne bede om indstillinger til prisen. Dernæst vil Plastindustriens bestyrelse i løbet af marts udvælge op til fem nominerede, der konkurrerer om at vinde prisen.
LÆS OGSÅ: Schoeller Plast vinder Plastprisen 2018 for sit grønne engagement og gode samarbejdsevner
Præsentation af de nominerede
En del af det nye priskoncept er, at Plastindustrien i løbet af foråret præsenterer de forskellige nominerede på Plast.dk og gennem foreningens mange andre kommunikationskanaler.
Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, uddyber:
– På den måde sikrer vi, at vi for alvor får skubbet de mange gode historier fra branchen udover rampen til et endnu bredere publikum. Det er en fremgangsmåde, som vi kan se, der har en stor gavnlig effekt for andre brancher, og det skader jo aldrig at lade sig inspirere af andres gode idéer.
I perioden op til Plastdagen får Plastindustriens medlemmer mulighed for at stemme på de forskellige nominerede. Det sker efter konceptet om, at hver medlemsvirksomhed får en stemme – i tilfælde af stemmelighed er det Plastindustriens bestyrelse, der træffer den endelige afgørelse.
Vinderen af Plastprisen 2019 vil – foruden hæderen og en statuette – modtage en check på 50.000 kroner.
Tid til at indstille kandidater
Du kan indstille din kandidat ved at udfylde et indstillingsskema til Plastprisen 2019, der skal sendes til pd@plast.dk senest den 8. marts kl. 12.00 2019.
Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, siger afslutningsvis:
– Jeg håber, at I igen i år tager godt imod konceptet for Plastprisen, da det er medlemmernes aktive medvirken, der er afgørende for, hvorvidt det bliver en succes. Derfor håber jeg, at vi modtager rigtig mange indstillinger, og man skal ikke være bleg for at indstille sig selv. Vi skal have branchens mange gode historier endnu mere frem i lyset.
LÆS MERE: Kriterier for tildeling af Plastprisen