EU har besluttet, at alle medlemslandene skal indføre producentansvar på emballage og en række andre plastprodukter. Det har vi ikke i Danmark endnu, og derfor står vi overfor at finde en god løsning på det. Her det afgørende, at vi får skabt et system, hvor der er reelle incitamenter til at designe og producere grønt – og at det ikke bare bliver en ekstra regning, som forbrugeren i sidste ende skal betale.
Tilbage i januar vedtog EU en række nye affaldsdirektiver. Her blev det bl.a. gjort obligatorisk, at alle EU-lande senest i 2025 indfører et såkaldt producentsansvar på emballager af alle typer af materialer. I maj fulgte EU Kommissionen op med et udkast til et direktiv omkring engangsplast. Her bliver der stillet krav om producentansvar på udvalgte produkter, som oftest ender i havet. Direktivet er fortsat til forhandling.
Producentansvar er altså noget, vi skal til at forholde os til i plastbranchen – og som vi skal starte en dialog omkring med vores kunder, forbrugere og myndighederne.
Men hvad betyder det egentlig – producentansvar? Hvad er perspektiverne i det for virksomheder, der producerer og sælger emballage? Og hvordan får vi implementeret lovgivningen på den bedst mulige måde? Det vil jeg her give nogen bud på.
En meningsfuld producentansvarsordning skal nemlig netop både indeholde et incitamenter til at forbedre de produkter, der sættes på markedet miljømæssigt, og sikre, at en større mængde af produkterne kommer tilbage i den cirkulære økonomi og bliver genbrugt eller genanvendt.
Producentansvar kan være en god idé, men…
Producentansvar betyder i bund og grund, at den, som sætter en vare på markedet i et givent land, også skal sørge for, at produktet bliver indsamlet og behandlet miljømæssigt korrekt, når det bliver til affald.
Det bliver altså producenten (eller den som sælger produktet, hvis det er importeret), der formelt får ansvaret for at indsamle og affaldsbehandle de produkter, de sætter på markedet – og også finansiere at det sker.
Det kan der være god ræson i, men det kan også ende i bureaukratiske systemer, der giver virksomhederne meget besvær, uden at skabe egentlige miljøeffekter. Regningen vil i sidste ende bare havne hos forbrugeren (og plasten potentielt i havet). Det skal vi undgå!
Et dårligt eksempel, som vi ikke skal følge, er den danske implementering af EU-producentansvaret på elektronik og batterier. Her drukner gode miljømæssige intentioner i bøvl og besvær, hvor det hverken kan betale sig at genbruge produkterne og eller at designe dem til at blive genanvendt. Derved sikrer ordningen desværre ikke en overgang fra lineær til cirkulær økonomi.
Producentansvar på plast skal belønne cirkulært design
En meningsfuld producentansvarsordning skal nemlig netop både indeholde et incitamenter til at forbedre de produkter, der sættes på markedet miljømæssigt, og sikre, at en større mængde af produkterne kommer tilbage i den cirkulære økonomi og bliver genbrugt eller genanvendt.
Sådanne incitamenter skabes ofte økonomisk.
Derfor skal et dansk producentansvar på emballage bygges ud fra forureneren-betaler-princippet. Det vil sige, at de, der designer mest miljøvenligt, ikke skal betale. Til gengæld skal de, der designer uden overhovedet at tænke på genbrug og genanvendelse, betale den tungeste del af omkostningerne til affaldsbehandlingen. Det bliver altså dyrere IKKE at tage højde for miljøet i design- og genanvendelsesfasen.
Herunder en illustration af producentansvar med incitament:
Brug vores designguide – og husk at husk at justere løbende
I indretningen af producentansvarsordningen vil det være oplagt at tage udgangspunkt i den designguide, som vi står bag i Plastindustrien sammen med en hel masse andre aktører fra hele emballagens værdikæde i vores Forum for cirkulær plastemballage. I designguiden opstiller vi en række klare krav til, hvordan emballage bør designes, så den bliver nemmere at genbruge og / eller genanvende. Disse krav kan bruges til at indrette et prissystem til producentsansvaret efter.
Sidst, men ikke mindst, er det så også vigtigt, at dette prissystem bliver justeret løbende, så det kan følge teknologiudviklingen og markedets udvikling og efterspørgsel. Derved skaber vi en fleksibel ordning, der kan følge med tiden.
Får vi indrettet producentansvaret på denne måde, så kan det faktisk ende som en god løsning – men der er altså mange faldgruber, vi skal styre uden om.