Plastindustriens Kompositsektion har i mange år uddelt en forsknings- og uddannelsespris. Det gør sektionen igen i år 2017, men denne gang har prisen fået lidt mere bredde og et nyt navn: Danish Composite Award. Der er åben for indstillinger af kandidater frem til og med den 1. februar.
Kompositsektionen uddeler igen i 2017 en forsknings- og uddannelsespris til én eller flere studerende, der har fuldendt et afgangsprojekt eller tilsvarende i 2016, hvori anvendelse af kompositmaterialer indgår som et væsentligt element.
Formålet med prisen er, at fremme kendskabet og interessen for kompositmaterialer blandt studerende og samtidig styrke samarbejdet med landets uddannelsesinstitutioner.
Retningslinjer for indstilling:
- Afgangsprojektet eller tilsvarende skal være afsluttet i 2016 fra en dansk uddannelsesinstitution.
- Kandidater indstilles af hoved- eller medvejleder.
- Indstillingen sendes til Plastindustriens sekretariat, Christina Busk, cb@plast.dk, senest 1. februar 2017.
Indstillingen skal omfatte:
- Navn på kandidat(er)
- Uddannelsesinstitution
- Projekttype
- Titel og navn på indstiller
- Kort beskrivelse af projekt (max 1.500 anslag)
- Motivering af indstilling – se også retningslinjer for tildeling (max 1.500 anslag).
Retningslinjer for tildeling:
- Kun projekter, hvori anvendelse af kompositmaterialer indgår som et væsentligt element, kan komme i betragtning.
- Projektarbejde der vurderes at have stor betydning for kompositindustrien i form af forskningshøjde eller udbredelse af kendskab til kompositmaterialer vil blive vurderet højt.
- Der vil blive lagt vægt på kreativitet samt originale ideer med en væsentlig nyhedsværdi i projektets resultater.
- Projektet skal vidne om et gennemført, veldisponeret og professionelt arbejde og være bedømt til en karakter væsentligt over middel.
- Bedømmelsesudvalget for tildeling af prisen udgøres af Kompositsektionens bestyrelse.
- Projektet skal kunne omtales offentligt. Visse detaljer kan dog holdes hemmeligt af konkurrencemæssige hensyn.
- Kun rettidig indstillede kandidater kan komme i betragtning.
- Hvis bedømmelsesudvalget vurderer, at der ikke er kvalificerede projekter, kan udvalget beslutte ikke at uddele prisen i det pågældende år.
Prisens størrelse og offentliggørelse af prismodtager:
- Prisen består af et diplom samt følgende (maksimal udgift 15.000 dkr): 7500 kr. (B-indkomst) eller deltagelse i JEC World Composite Show Europe Paris, 14. – 16. marts 2017 (fly, hotel, ad-gang til JEC, 300 € i lommepenge).
- Prisen omfatter den/de kandidat(er), der har udarbejdet afgangsprojektet.
- Prismodtageren får direkte besked umiddelbart efter, at bestyrelsen har truffet sin beslutning, hvilket sker senest 15. februar 2017.
- Projekt og prismodtager offentliggøres på www.plast.dk, så snart prismodtageren har fået besked.
- Prismodtageren indbydes til at deltage i kompositsektionens årsmøde i 1. juni 2017 med mulighed for at præsentere vinderprojektet.