Dansk-japansk joint venture vil sænke prisen på vindenergi

Danske Fiberline Composites i Middelfart har etableret et joint venture med en af verdens største kulfiberproducenter – den globale japanske industrigigant Mitsubishi Rayon. Det nye selskab vil bane vejen for længere og mere effektive møllevinger.

Del:

Hos kompositproducenten Fiberline Composites ved man noget om, hvordan man laver kulfiberkomponenter til moderne vindmøllevinger. Hos Mitsubishi Rayon, der er en del af Mitsubishi Chemicals, ved man, hvordan man laver industrielle kulfibre i store mængder.

Til sammen har de to skabt et fælles selskab, der via en tæt integreret supply chain vil kunne tilbyde konkurrencedygtige kulfiberkomponenter til vindmølleproducenterne og dermed hjælpe branchen med at indfri målet om lavere pris på vindenergi.

Samarbejdet får huse i Middelfart

Det nye selskab får til huse i Fiberlines eksisterende fabriksbygning ved E20 nær Middelfart, og adm. direktør for Fiberline Composites Peter Thorning kalder aftalen en strategisk milepæl og et gennembrud i vindsektoren:

– Ved at matche vores kompetencer er vi sammen med Mitsubishi Rayon i stand til at sikre branchen store volumner kulfiberkomponenter til moderne møllevinger og desuden lave et endnu bedre match i mellem pris, kvalitet og leveringssikkerhed, siger Peter Thorning, adm. direktør for Fiberline Composites og slutter:

Vi er stolte over, at Mitsubishi Rayon har valgt os som partner.

Peter Thorning, adm. direktør for Fiberline Composites

Aftalen og det nye selskab forventes at bidrage til øget vækst og indtjening i Fiberline-koncernen og dermed også øge antallet af arbejdspladser på fabrikken i Middelfart.