Thomas Drustrup: Flere unge skal arbejde med plast

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien
Del:

Lederen er bragt i Magasinet Plast – nr. 1 – 13. februar 2023

Den nye regering har nu siddet i knap to måneder. I Plastindustrien venter vi stadig spændt på at se, hvordan regeringen vil føre løfterne fra regeringsgrundlaget ud i livet.  

SVM-regeringen har allerede bebudet, at den agter at styrke erhvervsuddannelserne. Noget vi har hilst velkommen fra første færd. For i en branche som vores er vi dybt afhængige af, at de faglige uddannelser følger med den teknologiske udvikling.  

Hvis vi vil ruste os mod fremtiden og give de unge den bedste uddannelse, er det afgørende at erhvervsuddannelserne har det nyeste og mest tidssvarende udstyr. Og det kræver prioriterede investeringer. Derfor glæder det mig også, at netop investeringer i erhvervsuddannelserne er nævnt specifikt i det nye regeringsgrundlag. Og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har flere gange bekræftet, at regeringen mener det alvorligt. Senest i et interview til Jern- og Maskinindustrien, et søsterblad til dette magasin.  

En brændende platform 

Når offentligheden tænker på plast, ved vi, at det ikke altid er positive tanker. Men os der bevæger os i branchen, ved at der er tale om produkter med stor værdi for samfundet. Produkter som vi ikke kan undvære og som mange steder også er vigtige for den grønne omstilling.  

Derfor er vi nødt til at uddanne flere, der kan tage den vigtige opgave på sig, og udvikle og ruste plastproduktionen til fremtiden. Ifølge COWI vil den grønne omstilling øge efterspørgslen på plastmagere med næsten 300 i årene frem mod 2030. Omregnet svarer det til, at vi skal uddanne 35 plastmagere ekstra om året. Så der er ikke tid til at sidde på hænderne, men brug for handling. 

Vi hjælper medlemmer på vej

Mens vi venter på regeringens konkrete initiativer, gør vi i Plastindustrien en hel del selv for at skabe opmærksomhed om de uddannelsesmæssige muligheder inden for plastens verden. 

I november sidste år, præsenterede vi på Netværksdagen en medlemspakke med konkrete værktøjer og hjælpemidler, som vores medlemmer frit kan benytte sig af i rekrutteringen af nye medarbejdere. Ved samme lejlighed løftede vi også sløret for den fornyede Bliv Plastmager-kampagne.  

I disse dage er vi desuden godt i gang med at udvikle et nyt praktikforløb til elever i folkeskolen. Forløbet skal gøre det nemmere for danske plastvirksomheder at tilbyde en interessant og lærerig erhvervspraktik, der vil få endnu flere til at overveje en uddannelse og karriere inden for plast.  

Det nye forløb udvikles i samarbejde med Plastindustriens samarbejdspartner CompanYoung, der sammen med branchens virksomheder hjælper med at kvalificere praktikforløbet. Sådan sikrer vi, at det bliver mest meningsfyldt for de unge samt realistisk at tage del i som virksomhed. 

Det er foreløbigt forventningen, at vi kan tilbyde folkeskolerne det nye praktikforløb i slutningen af 2023 og starten af 2024. 

Branchen møder de unge 

I begyndelsen af februar var Plastindustrien repræsenteret ved DM i Skills i Fredericia, hvor plastmageruddannelsen for første gang var med som demofag. Her kunne nysgerrige skoleelever høre mere om uddannelserne til plast- og værktøjsmager – og blandt andet også opleve en sprøjtestøbemaskine fra Arburg helt tæt på.  

Når jeg oplever de unge menneskers spørgelyst og interesse for plastens verden, bliver jeg fyldt med optimisme – og stolthed. For det er tydeligt, at mange unge har fået et mere nuanceret blik på plasten som materiale og de muligheder den giver.  

Det er til dels branchens egen fortjeneste, fordi vi gennem en målrettet indsats over de senere år er lykkedes med at give plast et bedre image. Men der er stadig meget mere at gøre på den front. 

I samarbejde med Plastindustrien udviklede LIFE Fonden sidste år et undervisningsforløb om plast til folkeskolens ældste klasser. ’Plastmissionen’, som projektet hedder, har været en kæmpe succes, og mere end 300 skoleklasser har i 2022 anvendt materialet i deres undervisning. Indtil videre er forløbet allerede booket til mere end 330 nye klasser i 2023.  

I løbet af i år bliver det også udvidet til et nyt format, hvor skolerne kan få besøg af LIFE Fondens mobile laboratorium i en specialbygget lastbil. 

Husk Lærepladsen.dk! 

Der er med andre ord stor interesse for plast blandt de unge. Den interesse skal vi arbejde målrettet for at fastholde og meget gerne kunne omsætte til nye lærepladser. Derfor er det vigtigt, at branchens virksomheder husker at slå lærepladserne op på hjemmesiden lærepladsen.dk, da det blandt andet er hér, de uddannelsessøgende unge og deres vejledere henter information om branchen.   

Vores virksomheder efterspørger i høj grad kvalificerede medarbejdere og lærlinge. Men i skrivende stund er der kun ÉN praktikplads slået op på ’lærepladsen.dk’. Det giver ikke et retvisende billede af branchen, og det tænker jeg, at vi kan gøre bedre.  

I Plastindustrien står vi klar til at hjælpe – så lad os hjælpe hinanden med at gøre branchen mere synlig – så langt flere kommer til at arbejde med plast.