Julehilsen fra Plastindustrien

Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup sender en varm julehilsen til medlemmer og samarbejdspartnere og tager et blik på året, der er gået – og det år, der venter forude.

Del:

Efter et år, der for mange har været både hårdt og udfordrende, nærmer julen sig. Det tror jeg, vi er mange, der glæder os til. Vi står foran et nyt år, der forhåbentlig varsler mere fremgang og stabilitet for vores branche, end mange oplevede i 2022.

Trods en svær tid står den danske plastbranche overordnet stærkt. Vi leverer konstant nye løsninger, der svarer på tidens udfordringer. Vores virksomheder udvikler løbende ny teknologi og finder smarte måder at bruge eksisterende og nye materialer på, så vi kan fortsætte med at bidrage positivt til den grønne omstilling – samtidig med at vi understøtter behovene i alt fra sundhedssektoren og energiforsyningen til de private husholdninger.

Vi løfter et vigtigt samfundsansvar, og vi har derfor som branche meget at være stolte af.

2022 har imidlertid været anderledes og langt mere udfordrende for de fleste af os end tidligere år. Den danske plastbranche klarede sig imponerende flot igennem to svære år under pandemien. Men med krigen i Ukraine og med de stigende energipriser og den høje inflation har mange været nødt til at stramme bæltet mere end sædvanligt. Det har ikke været let, men det har desværre været nødvendigt.

Store begivenheder i 2022

I 2022 kunne Plastindustrien fejre 75 år som brancheforening, hvilket vi året igennem har markeret med fokus på branchens mange succeser, unikke plastprodukter gennem tiden samt markant milepæle – blandt andet med udgivelsen af en bog, en film og en plakat med jubilæet i centrum.

2022 var også året hvor Plastindustrien var med til at etablere DI Produktion – det største branchefælleskab i Industriens Hus – der allerede har markeret sig i samfundsdebatten og på Christiansborg. En vigtig stemme for vores branche med plastfolk i bestyrelsen og på formandsposten.

Det nye år bliver også begyndelsen for den nye regering, den første der rækker hen over den politiske midte i mange år. Det bliver spændende at følge, og vi ser frem til samarbejdet om de centrale opgaver og forhold for vores branche. Plastindustrien har altid haft gode relationer til danske regeringer uanset partifarve. Det er helt afgørende for, at vi kan sætte vores aftryk på nye regler og love og for, at vores stemme bliver hørt.

Vi går et spændende år i møde

I begyndelsen af det nye år forventer vi at kunne præsentere den nye udgave af designguiden, der er blevet en noget nær en guldstandard for design af cirkulær emballage her i landet. Et godt eksempel på Plastindustriens samarbejde med andre samfundsaktører, her med kommuner og miljøorganisationer.

I 2023 håber vi også, at den ny miljøminister vil følge loven om producentansvar til dørs, så der bliver skabt økonomisk incitament for produktion af bæredygtig emballage.
År 2023 bliver på mange måder et spændende år. Til sommer markerer vi for øjnene af københavnere, turister og arkitekter fra hele verden plast som et uomgængeligt materiale i fremtidens bæredygtige byggeri. Det sker i Planetary Plastic Pavilion, der bliver opført i hjertet af København til den internationale arkitektkongres UIA.

Den og mange andre store begivenheder glæder vi os til at dele med jer i det nye år.

Fra os alle i Plastindustriens sekretariat ønskes du en glædelig jul og et godt nytår.

Mange hilsner

Thomas Drustrup, adm. direktør