Den fynske virksomhed Polysan, der er specialister i polymerbeton, bliver nu en del af IBF A/S. Det nye ejerskab skal styrke Polysan både på hjemmemarkedet og i udlandet.
Polysan A/S har netop offentliggjort, at virksomheden bliver en del af IBF A/S, der har overtaget en større aktiepost i virksomheden.
IBF A/S er en landsdækkende betonproducent, der har hovedkvarter i Ikast.
Polysan A/S er beliggende i Nr. Broby, og virksomheden er specialister i at levere løsninger i polymerbeton til bl.a. landbruget og byggeriet.
Esben Wibholm, adm. direktør i Polysan A/S, fortæller:
– Jeg ser store muligheder i det nye samarbejde. Det vil styrke vores position og firmaets udvikling af produkter i polymerbeton, som afsættes både herhjemme og i udlandet.
Han uddyber:
– Vi forventer, at det nye ejerskab giver også nye kompetencer med fokus på byggeriet og betonproduktion. I flere år har der allerede været et tæt samarbejde med at udvikle løsninger til svinestalde, hvor vi bl.a. har produceret gulvelementer i cementbeton og foderkrybber i polymerbeton.
Den daglige ledelse af Polysan A/S vil fortsat bestå af Esben Wibholm og Villy Sørensen. Esben Wibholm er også aktiv i bestyrelsen i Plastindustriens Kompositsektion.