Udfordringerne med at genanvende udtjente vindmøllevinger er på det seneste blevet belyst af flere medier. Men hvor stort er udfordringens omfang, og hvad findes der af teknologiske løsninger? Det zoomer Anders K. Knudsen, miljøkonsulent i Plastindustrien og sekretær for Kompositsektionen, ind på i dette PlastBlog-indlæg.
Udfordringerne med genanvendelsen af udtjente vindmøllevinger er jævnligt oppe at vende i medierne.
Senest har Ingeniøren bragt en række artikler, hvor det bl.a. fremgår, at næsten alle vindmøllevinger ender deres liv på deponi.
I den mere positive ende af skalaen viser flere projekter lovende resultater med genanvendelsen af disse kompositmaterialer, og flere forskningsprojekter har søgt at finde en løsning på hvad der må betegnes som en stigende affaldsmængde. Men hvad er op og ned i debatten?
Nedenstående indlæg giver et overblik over de eksisterende muligheder for genanvendelse af kompositmaterialer samt hvad fremtiden forventes at bringe.
Hvorfor er vindmøllevinger problematiske at genanvende?
Der er flere grunde til, at det går lidt trægt med at genanvende vindmøllevinger. Modsat resten af vindmøllen, som relativt problemfrit kan skilles ad og genanvendes, består vingerne overvejende af materialer betegnet som komposit.
Dette dækker materialer sammensat af glasfiber blandet med en hærdeplast, der har en fast form, og derved ikke kan omsmeltes som fx gængse typer termoplast, vi kender fra husholdningen.
Læg dertil den store uforudsigelighed i forekomsten af vindmøllevinger til genanvendelse – se længere nede for uddybning – og du har en del af svaret på, hvorfor en løsning på genanvendelsen er lidt kompliceret at få sat i system.
Udfordringens omfang
Der burde ellers være nok råmateriale at tage af. En opgørelse fra WindEurope, den europæiske brancheforening for vindenergi, viser, at der i 2025 vil være omkring 66.000 tons udtjente vindmøllevinger i Europa.
I 2040 ventes vindmølleindustrien i Europa at være den næststørste kilde til udtjent glasfiber med 230.000 tons årligt.
En del af udfordringen er dog at forudsige præcis, hvilken mængde der vil være på hvilken lokation på et givent tidspunkt, hvilket projektet GenVind blandt andet konkluderede i 2016.
Vindmøllevinger har en forventet levetid på 20 år, men kan flere steder stå i 25 eller 30 år, før de er udtjent. Som eksempel havde mere end en tredjedel af Danmarks vindmøller sidste år rundet 20 år, men var stadig i drift.
Mange af de første møller er efter nedtagning blevet renoveret og efterfølgende sat op andre steder i verden. Denne type ’genbrug’ er ofte ikke medtaget, når man opgør mængden af møller, der er nedtaget.
Når man skal igangsætte og drifte en forretning, der skal leve af at genanvende vindmøllevinger, er det med andre ord centralt at have indsigt i hvilken mængde, geografisk beliggenhed samt vingernes generelle tilstand, når man skal source sin råvare.
Hvilke teknologier eksisterer til at genanvende vindmøllevinger?
Der eksisterer en vifte af muligheder for at genanvende vindmøllevinger. Disse er inddelt efter nedenstående figur frit efter det europæiske affaldshåndteringshierarki.
Øverst i hierarkiet er forebyggelse og genbrug, hvilket dækker over teknologisk forbedring af vingerne samt design til genanvendelse.
Forskningsprojektet DreamWind er et eksempel på initiativ, der søger at løse dette problem ved at finde nye veje til fremstilling af genanvendelige kompositmaterialer til vindmøllevinger. Den førnævnte renovation af udtjente møller, der kan opstilles andre steder, er eksempel på genbrug møllevinger.
Repurpose dækker over genbrug af vinger til andre formål, typisk af lavere værdi. Det irske projekt ReWind undersøger denne model nærmere, hvor dele af vingerne kan bruges til andre formål.
Et hjemligt eksempel er opstillingen af cykelskure lavet af udtjente vindmøllevinger på Aalborg Havn.
Når det kommer til genanvendelsesteknologierne kan disse inddeles i tre forskellige teknikker: mekanisk, termisk og kemisk. Mens de to sidstnævnte tilgange stadig er på forsøgsbasis, er den mekaniske genanvendelse pt. den mest lovende teknik kommercielt set.
Ved mekanisk genanvendelse bliver kompositmaterialerne neddelt til granulat, der efterfølgende bruges til cementproduktion samt i mindre grad produktion af fx støjskærme.
Her kan som eksempel nævnes den danske virksomhed Miljøskærm, der har specialiseret sig i at lave støjskærme af genanvendte vindmøllevinger.
Når det kommer til cementproduktionen anvender virksomheden LafargeHolcim årligt 15.000 tons kompositaffald i produktionen af cement, hvoraf to tredjedele kommer fra udtjente vindmøllevinger. Denne mængde skal holdes op i mod, at der i Danmark forventes at blive genereret ca. 3.500 tons udtjente vindmøllevinger i Danmark i 2020.
Dertil skal nævnes, at flere af de store danske vindmølleproducenter har ansøgt Innovationsfonden om midler til et projekt, hvor forskellige løsninger til håndtering af glasfiberen skal afprøves, herunder mekanisk neddeling, co-processing (hvor dele af vingen afbrændes og glasfiberen går til cementproduktion) samt pyrolyse.
Der sker med andre ord rigtig mange ting, når det kommer til genanvendelse af kompositmaterialer, herunder glasfiber fra vindmøllevinger.
Og at sige, at alt ender på deponi er ikke korrekt og slet ikke i tråd med branchens målsætning om at levere et unikt materiale, der bidrager til den grønne omstilling.
