Bogense Plast A/S får ny ejerstruktur

Den nordfynske virksomhed Bogense Plast A/S har pr. 1. april 2020 fået ny ejerstruktur. Virksomhedens grundlægger Freddy Tindhof har solgt sine aktier til den nuværende ledelse: CEO Per Grunddal Jørgensen, COO Anja Drewsen og CFO og Ib Jensen.

Del:

Bogense Plast A/S i Nordfyn har pr. 1. april 2020 fået nyt ejerskab.

Bogense Plast har fra 2001 og frem til marts 2020 været ejet af hhv. virksomhedens grundlægger Freddy Tindhof (75 %) og CEO Per Grunddahl Jørgensen (25 %).

Tidligere CEO og grundlægger Freddy Tindhof – og æresmedlem af Plastindustrien – har nu valgt at sælge sin andel i en ’Management Buyout’ til den nuværende ledelse i Bogense Plast: CEO Per Grunddal Jørgensen, COO Anja Drewsen og CFO og Ib Jensen.

– Vi glæder os som nye ejere til at drive denne gode virksomhed videre og har en stærk tro på, at strategien for den fortsatte udvikling af Bogense Plast vil være til gavn for alle kunder, medarbejdere og lokalområdet, fortæller Per Grunddal Jørgensen, CEO i Bogense Plast.

Lyse fremtidsudsigter

Plast vil spille en vigtig rolle for os alle i en fremtid med en grøn dagsorden, og Bogense Plast står i en unik position, når bæredygtige løsninger skal findes, skriver virksomheden i pressemeddelelsen om ejerskiftet.

Og ifølge CEO i Bogense Plast, Per Grunddahl Jørgensen, har fremtiden både grønne og lyse udsigter:

– Trods den nuværende globale udfordring er der udsigt til kraftig vækst i vores virksomhed. Der er gennem de seneste år investeret i nye bygninger, teknologier samt i vores loyale og dygtige medarbejdere.

CEO Per Grunddal Jørgensen afrunder:

– Alt sammen skal være med til at bære os videre som konkurrencedygtig partner sammen med vores fantastiske kunder på deres vækstrejse med nye og innovative produkter.