Plastindustrien kommenterer på anbefalingerne fra Vækstteam for handel og logistik

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien.

Vækstteam for handel og logistik har netop præsenteret en række anbefalinger til regeringen, og da der også er fokus på plast, så har Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup kommenteret på anbefalingerne.

Del:

I foråret nedsatte regeringen et Vækstteam for handel og logistik, som har haft til formål at komme med anbefalinger til, hvordan handels- og logistikerhvervet kan opleve mere vækst.

Adm. direktør for Netto International, Michael Løve, blev udpeget som formand for arbejdsgruppen på 10 medlemmer, der også inkluderer stifter af netsupermarkedet Nemlig.com, Stefan Plenge og adm. direktør Mette Maix fra Flying Tiger Copenhagen.

Vækstteam for handel og logistik har netop præsenteret anbefalingerne med erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) som de primære modtagere.

Anbefalingerne indeholder bl.a. et afsnit med titlen ‘Understøt den cirkulære økonomi med ensartede regler for brug af plastik’, hvilket har fået Plastindustrien til at kommentere på anbefalingerne via et brev til Rasmus Jarlov, Ole Birk Olesen og Michael Løve.

Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup, er afsender af brevet, og han fortæller:

– Overordnet set vil vi meget gerne kvittere for udarbejdelsen af anbefalingerne med fokus på plast, som på langt de fleste punkter vil trække i den rigtige retning. Vi er eksempelvis helt enige med Vækstteamet i, at det er en barriere for øget genanvendelse, at der er så stor forskel på, hvordan kommunerne i dag indsamler og sorterer plastaffald, så her er det oplagt at foretage en politisk tilpasning af reglerne.

Thomas Drustrup fortsætter:

– Et andet interessant element fra Vækstteamets er opfordringen til at designe emballage mere intelligent med det formål at fremme genbrug og genanvendelse. Der gør vi i brevet opmærksom på, at industrien allerede er i fuld gang med at understøtte den udvikling. Her tænker jeg selvfølgelig særligt på det omfattende arbejde, der er foregået i regi af Forum for cirkulær plastemballage.

Endelig foreslår Vækstteam for handel og logistik også, at Danmark skal indføre nye mærkningsordninger, lovkrav til mængder af genanvendt plast i produkter mm.

I den sammenhæng udtaler Thomas Drustrup følgende:

– Vi er enige med Vækstteamet i, at Danmark godt kan gå forrest med forskellige initiativer, men vi bør dog så vidt muligt undgå at indføre standarder og mærkningsordninger på nationalt niveau. Danmark er for lille et land til nationale initiativer, som i praksis berører en global emballagebranche. Vi deltager under alle omstændigheder meget gerne i de kommende drøftelser på plastområdet, der er i relation til transport og logistik.