Ny forskning kan gøre produktion af plastemner 90% billigere og spare produktionstid

Michael Mischkot kom til Danmark for fem år siden og har i sin ph.d.-afhandling ved DTU forsket i, hvordan fremstilling af plastemner kan gøres billigere ved 3D-printede indsatser til sprøjtestøbeforme.

Del:

Nedenstående artikel er bragt i samarbejde med MADE

Som MADE-ph.d. hos DTU har Michael Mischkot over de seneste år beskæftiget sig med udviklingen af 3D-printede indsatser til sprøjtestøbeforme.

Rent fysisk er indsatserne beskedne af størrelse. Ikke nødvendigvis meget større end en tommelfingernegl. Ikke desto mindre rummer de historien om et enormt potentiale for dansk industri.

– Hvis man eksempelvis har en pilotproduktion eller serieproduktion af plastemner, som skal fremstilles med traditionel sprøjestøbning, så tager det måske 6-8 uger at fremstille støbeformen og er en meget dyr proces, forklarer Michael Mischkot.

– Fremstiller vi den her indsats ved hjælp af 3D-print, tager det måske kun et par dage og koster ikke nær så meget. Så det er en fremstillingsproces, der får leveringstiden fra uger ned til dage og i visse tilfælde er 90 pct. billigere, sammenlignet med traditionelle fremstillingsmetoder, fortsætter han.

Slidstærke indsatser er vejen frem

Løsningen, som Michael Mischkot har arbejdet på, og som to år i træk har givet ham en nominering til Alexander Foss MADE Award, er at fremstille slidstærke plastikindsatser til de dyrere sprøjtestøbeforme.

Indsatserne til støbeformen 3D-printes i fotopolymer – et flydende plastmateriale, som hærdes og bliver hårdt, når det kommer i kontakt med uv-stråling. Det er en relativt hurtig og billig proces, og indsatserne kan så designes efter de former og figurer, man ønsker at fremstille ved hjælp af indsatsen.

– Plast er et af de fire-fem vigtigste materialer, som vi bruger i industrien, og sprøjtestøbning er en af de mest udbredte måder at fremstille plastemner på. De to kendsgerninger gør det meget nemt at se potentialet i den her teknologi, siger Michael Mischkot.

DTU kommer til at fortsætte forskningen på området og arbejde videre med løsningen, men det bliver uden Michael Mischkot.

Efter at have forsvaret sin ph.d. i starten af august 2018 er han nemlig taget hjem til Østrig, hvor han er startet som konsulent i et internationalt konsulentfirma.

Via dette link kan du læse mere om MADE’s indsats i forhold til 3D-print og forskningen på området.