Øget optimisme og spændende trends på K-messen

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, fornemmede en meget positiv stemning, da han fornylig besøgte K-messen i Düsseldorf. Det skriver han i den seneste leder i Plast Panorama.

Del:

Nedenstående tekst er lederen fra Plast Panorama nr. 11:

Det kan være svært at danne sig et overblik over den gigantiske K-messe, når man kun er der i nogle få døgn, men min tur sammen med Plastindustriens sekretariat til Düsseldorf har alligevel efterladt en række klare indtryk.

Ud over de imponerende messestande som vi blev mødt af efter vi var gået gennem indgangen, var det først og fremmest den gode stemning vi lagde mærke til. Det var en virkelig stor fornøjelse at tale med de mange danske udstillere, der nærmest over hele linjen kunne melde om øget optimisme og stigende aktivitet.

LÆS MERE: Mange danske indtryk fra messen

Der havde med andre ord været forrygende travlt, og flere gav ligefrem udtryk for, at de kunnes se frem til at blive bombarderet med kvalificerede henvendelser, når de kom hjem til kontoret. K-messen kunne ovenikøbet også melde om stigende besøgstal, hvilket giver et samlet indtryk af, at det går den rette vej for plastbranchen.

LÆS MERE: Kongskilde oplevede stor interesse for nyt CVL-system

Udover den spirende optimisme bed jeg også mærke i, hvordan rigtig mange virksomheder på messen omfavnede begreber som ’Industri 4.0’ og ’cirkulær økonomi’. Begge begreber er selvfølgelig utroligt brede og åbne for fortolkning, men der er ingen tvivl om, at temaer som hhv. digitalisering og genanvendelse er kommet for at blive.

Der er med andre ord mange spændende trends og tendenser under udvikling i vores branche lige i øjeblikket. Der er store konkurrencefordele at hente for de plastvirksomheder, som i praksis formår at omfavne fremtiden, og vi så mange spændende produkter og eksempler på, hvordan vi kan løse fremtidens udfordringer.

Endelig var jeg også rigtig glad for den store opbakning til vores eget inspirations- og netværksarrangement for danskerne på messen. Vi har fået mange positive tilbagemeldinger om, at der bliver sat pris på et uformelt ’frirum’ i en travl messekalender – den succes skal vi nok gentage.

LÆS MERE: Se billeder fra Plastindustriens event på K-messen