Ny Carmo-direktør vil fordoble omsætningen i 2020

Sprøjtestøbe-virksomheden Carmo A/S i Espergærde har trodset krisen og leveret solide resultater de seneste år. Ny adm. direktør Claus Steenstrup Ishøy ser også lyst på fremiden: Carmo står nemlig over for en større udvidelse, og forventningen er at kunne fordoble omsætningen i 2020.

Del:

Hos Carmo A/S i Espergærde har man både trodset krisen og gået mod strømmen ved at bevare produktionen i Danmark. De seneste 17 år er omsætningen i virksomheden tredoblet.

Carmo har fundet vejen frem med udvikling og nicheproduktion på et globalt marked, siger ny adm. direktør Claus Steenstrup Ishøy.

– Carmo er en nicheforretning. Mens andre har flyttet produktionen til Kina og Østeuropa, så ser vi den korte afstand mellem udvikling og produktion som en konkurrencefordel. Vi kan arbejde tæt sammen med vores kunder på udvikling af højkvalitetsprodukter i plast til medikobranchen. Derfor er Carmo i dag en serviceleverandør frem for en traditionel støbefabrik, siger Claus Steenstrup Ishøy.

Fremtiden sikret

Et generationsskifte har været undervejs siden 2011. Den 1. oktober 2014 overtog Claus Steenstrup Ishøy direktørstolen og ejerskabet efter sin far, Steen Ishøy (73 år). Claus Steenstrup Ishøy overtager dermed en virksomhed, hvor resultatet i 2013 landede på 3,6 mio. kroner mod 0,8 mio. kr. året før.

– Det er en opgave jeg har stor respekt for, så det er også med en vis ydmyghed. Men jeg har god opbakning fra min organisation og er fuldt accepteret af min ledelse, siger Claus Steenstrup Ishøy.

LÆS OGSÅ: Carmo inviterer til reception

Udvidelse af produktionen

Carmos målsætning er at geare organisationen til i 2020 at kunne nå en omsætning på lidt mere end det dobbelte af i dag. Det vil virksomheden gøre ved at fokusere på at være nicheleverandør til nichekunder.

Carmo har desuden specialiseret sig i medikoindustrien, og her bidrager Carmo i stigende grad til udviklingsprojekter for store kunder som Coloplast og Ferrosan.

– Vi har stort fokus på hele tiden at løfte os kompetencemæssigt i forhold til de stigende krav i medikosektoren omkring validering, kvalitetsstyring og renrumsproduktion. Vi er samtidig i gang med at udvide vores kapacitet, så vi til hver en tid er skalerbare, siger Claus Steenstrup Ishøy, der henviser til at virksomheden står over for en udvidelse af produktionen.