Herlev-virksomhed i vækst investerer stort

ConvaTec Herlev, det tidligere Papyro-Tex, har netop indviet en spritny produktionslinje til en pris på 100 mio. kr. Det skaber 10 ekstra arbejdspladser på virksomheden. Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) klippede snoren over sammen med den lokale fabrikschef.

Del:

29. august indviede ConvaTec Herlev en udvidelse af plastvirksomhedens produktion. 100 mio. kr. er blevet investeret i en ny produktionslinje og en ny tilbygning. Det skaber 10 nye jobs i virksomheden.

ConvaTec Herlev er for mange nok bedre kendt under navnet Papyro-Tex. Papyro-Tex er dog i dag en del af den globale plastkoncern ConvaTec. Deraf det nye navn. Virksomheden producerer avancerede plastfolier, der bliver til en række forskellige produkter – primært indenfor medicinalområdet. Bl.a. blod- og urinposer.

Fabrikschef på ConvaTec Herlev William Hermanns glæder sig naturligvis over udvidelsen:

– Det er en rigtig spændende udvikling vi er i gang med, og det føles naturligvis godt, at vi skal ud og ansætte nye folk, siger han.

I en tid hvor man ellers ofte hører om industrivirksomheder, der nedlægger arbejdspladser i Danmark og flytter dem til lande, hvor udgiften til løn er lavere, går ConvaTec Herlev mod strømmen. William Hermanns forklarer:

– Der stilles rigtig store krav til den type af produkter, vi laver. I en pose til opbevaring af blod skal der ikke være den mindste tvivl om kvaliteten, funktionaliteten eller ydeevnen. Det siger sig selv. Det kræver stor viden og erfaring at kunne sikre det – og det er netop, hvad vi har hos os. Vi bygger den viden og erfaring ind i produkterne, og det gør, at det kan betale sig at producere dem her i Herlev, siger William Hermanns.

Borgmester deltog i indvielsen

ConvaTec havde i forbindelse med indvielsen af den ny produktionslinje inviteret til åbent hus. Omkring 50 gæster lagde vejen forbi – blandt dem Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S). Han klippede sammen med William Hermanns snoren over for at markere indvielsen og holdte en kort tale.

Han roste virksomheden for at være et mønstereksempel på en moderne industrivirksomhed, der tør tage kampen op mod den generelle tendens til at flytte produktionsjobs til lavtlønslande. I sin tale sagde han bl.a.

– Som borgmester er jeg altid glad, når virksomheder skaber nye arbejdspladser i Herlev Kommune. Jeg bliver ekstra glad, når det som her på ConvaTec samtidig er et bevis på, at det kan betale sig at have produktion i Danmark og ikke bare flytte det hele til Kina eller andre lande med lavere lønninger.