Solen skinnede på Nyrup Plast

Nyrup Plast har for andet år i træk afholdt Nyrupdagen, der er en fagmesse, som både er relevant for entreprenører, håndværkere, landmænd og maskinstationsejere. I år skinnede solen fra en skyfri himmel, og det fik uden tvivl ekstra mange til at besøge Nyrupdagen i det midtsjællandske.

Del:

Af Lars Friis Farsøe.

Nyrup Plast A/S blev oprindeligt grundlagt af fem lokale landmænd, der blandt andet brugte egen halm til bevikling af drænrør. Siden grundlæggelsen i 1953 har den midtsjællandske virksomhed udvidet forretningsområderne betragteligt.

Et af de nyeste virksomhedsinitiativer er at afholde Nyrupdagen, der er en fagmesse, som både appellerer til entreprenører, håndværkere, landmænd og maskinstationsejere. Der er med andre ord lidt for enhver smag.

Dette års messe blev afholdt i slutningen af august, og der var langt flere besøgende, end da messen blev afholdt første gang i år 2012. Det høje besøgstal blev hjulpet godt på vej af det gode vejr på dagen, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel.

Læs mere under annoncen… ###REKLAME###

En tradition er startet

Rasmus Mørkenborg, der er en af ejerne af Nyrup Plast, fortæller, at Nyrupdagen er kommet for at blive:

– Nyrupdagen bliver en fast årlig begivenhed. Pølsemanden fortæller, at der har været omkring 250 besøgende. Og vi har selv talt os til seks flere udstillere end ved debuten i fjor. Så det har været helt fint.

Ifølge Licitationen deltog over 30 af virksomhedens leverandører på Nyrupdagen, og der blev præsenteret produkter inden for bl.a. kloakering, vandforsyning og byggeri.

Nyrup Plast har især fokus på at producere og importere plastrør, regnvandsanlæg og anlæg til rensning af spildevand.