Primo er hovedsponsor af Plastic Pavilion – Building Sustainable Societies

Fleming Grunnet, bestyrelsesformand i moderselskabet Inter Primo, sætter ord på beslutningen om at blive sponsor.

En af Danmarks ældste og mest veletablerede plastvirksomheder Primo har meldt sig under fanerne som hovedsponsor. »Vi ønsker at tage del i en nuanceret og faktuel formidling af muligheder og udfordringer med plast i samfundet«, fortæller bestyrelsesformand Fleming Grunnet.

Del:

Primo har meldt sig under fanerne som hovedsponsor af Plastic Pavilion, som har til formål at formidle plastens bæredygtige egenskaber gennem en udstillingspavillon midt i København, en række events og en digital kampagneplatform.

Som hovedsponsor støtter Primo op om projektets overordnede formål: at skabe synlighed og en nuanceret dialog om plastmaterialets egenskaber og samtidig demonstrere, hvordan plast kan være en del af løsningen i den bæredygtige udvikling af vores samfund.

Fortællingen skal deles med såvel værdikæden inden for design, byggeri og arkitektur som den bredere offentlighed.

– Pavillonen og den store og åbne plastudstilling giver hele branchen en unik mulighed for at vise og diskutere fremtidens løsninger med fagfolk og andre interesserede, som har blikket rettet mod Danmark under Verdenskongressen for Arkitekter. Det glæder vi os over at støtte op om, fortæller Fleming Grunnet, bestyrelsesformand i moderselskabet Inter Primo.

Nuancerne er centrale

Gennem den store udstilling af plastprodukter og løsninger, som Plastic Pavilion vil danne ramme om, skal projektet formidle eksempler på bæredygtige anvendelser af plast og ”best practice”.

Lige så centralt bliver det at italesætte, hvordan plast også har sine begrænsninger, og hvor der er udfordringer med håndteringen af materialet. Hvordan bliver vi eksempelvis bedre til at genbruge og genanvende plastmaterialer og produkter, både inden for byggeriet og i andre sammenhænge?

Netop den nuancering er central for Primo, understreger Fleming Grunnet.

– Plast er stadig et ungt materiale. Som samfund skal vi derfor lære at leve med plast, ligesom vi har lært at leve med materialer som stål, glas og beton, som vi har anvendt og håndteret gennem mange år. Vi skal både bruge og udnytte plasten, hvor den giver mening og værdi, og vi skal blive endnu bedre til at håndtere den. Det vil vi gerne formidle gennem udstillingen.

Bestyrelsesformand Fleming Grunnet uddyber, at udstillingen er en oplagt platform til at skabe en nuanceret debat om plast – både den værdi, produkterne og branchen giver til samfundet, men også om de udfordringer, vi skal hjælpes ad med at løse.

Udover Primo har EPS-branchen, VinylPlus, SP Group og Plastmontøren bidraget til projektet som hovedsponsorer, mens flere andre sponsorer også støtter op om projektet.

Se den fulde liste her (opdateres løbende).