Plastaffald fra strandene i Murcia-regionen har i et samarbejde mellem de to danske virksomheder Kellpo og Hexa-Cover fået nyt liv som plastflydebrikker, der giver store besparelser i regionens vandforbrug.
Hexagonformede plastflydebrikker i genanvendt plast bidrager til at sænke landbrugets vandforbrug markant i Murcia-regionen i Spanien.
Løsningen er blevet til i et samarbejde mellem de to danske virksomheder Hexa-Cover A/S og Kellpo A/S. Virksomhederne har planer om at udbrede plastflydebrikkerne til andre områder med lignende udfordringer.
Forhindrer fordampning
Murcia-regionen oplever som mange andre steder ekstremt høje temperaturer i sommerperioden. Derfor bruger landbruget meget store mængder vand til afvanding af afgrøder.
Landbrugets vandforbrug udgjorde op til 85 % af det samlede vandforbrug i regionen. Det skulle der findes en løsning på, og Hexa-Cover og Kellpo blev derfor tilknyttet projektet.
Plastflydebrikkerne fungerer på den måde, at de danner et form for plastlåg på det opbevarede vand, hvilket forhindrer op mod 95 % af vandet i at fordampe. Samtidig forbedres vandets kvalitet – fx mindskes algevækst i vandet.
Plastaffald fra stranden
Plastflydebrikkerne er produceret af plastaffald, som indsamles lokalt i Murcia-regionen. Brikkerne har samtidig 25 års levetid, og de kan omstøbes og genanvendes på ny. Ole Petersen, CEO i Kellpo, udtaler i Hexa-Covers pressemeddelelse:
– Det grønne aftryk har altid været en essentiel del af vores projekter. Vi benytter i dag teknologi, der gør det muligt at genanvende selv meget nedbrudt plast af ringe kvalitet og give det nyt liv frem for at sende mere jomfrumateriale i omløb.
Han understreger, at der er gode muligheder for at udbrede løsningen og eksportere den til lignende projekter verden over.
Planen var at gentage indsamlingen af plastaffald til nye plastflydebrikker allerede igen i 2020, men på grund af coronavirus er det udskudt til næste år.