Direktørskifte hos Schela Plast

Schela Plast A/S, der producerer blæste plastemballager, har ansat en ny adm. direktør i form af Morten Jeppesen, der kommer fra virksomheden DANÆG. Den 52-årige Morten Jeppesen skal bl.a. fokusere på salgsvækst og på at styrke organisationen.

Del:

Schela Plast A/S i Brørup har ansat Morten Jeppesen som ny administrerende direktør i virksomheden per 1. juli. Morten Jeppesen er 52 år og har en Cand. Merc. i afsætningsøkonomi.

Han kommer senest fra en stilling som Salgs- og Marketing direktør hos DANÆG, hvor han også har været divisionsdirektør for DANÆG A/S.

Før DANÆG var Morten Jeppesen Salgs- og Marketingchef hos Cocio A/S, Senior Director hos LEGO Company og Projektudviklingschef hos Dandy.

I løbet af karrieren har Morten Jeppesen gennemført flere større projekter, som har været med til at løfte virksomhedernes kommercielle kompetence og sikre nytænkning af forretningskonceptet. Det er netop disse erfaringer samt hans kommercielle og strategiske kompetencer, der skal gøres brug af i Schela Plast’ fremtidige vækstplaner.

LÆS OGSÅ: Guldmedalje til ung plastmager fra Schela Plast

Fokus på vækst og organisation

Morten Jeppesen skal i sit nye job fokusere på salgsvækst via en proaktiv indsats i markedet. Vækststrategien bygger på bl.a. udvikling af nye produkter, der matcher markedets behov og virksomhedens store erfaring, lige som mulighederne for eksport til nære markeder skal afdækkes.

Morten Jeppesen er ny adm. direktør for Schela Plast.

Desuden skal Morten Jeppesens erfaring i styrkelse af organisationens kompetencer og effektivitet inddrages i planen for at sikre vækst i Schela Plast.

Schela Plast A/S producerer blæste plastemballager. Virksomheden har et meget bredt produktsortiment, som spænder fra 10 ml og op til 10 ltr., og der bliver produceret ca. 100 mio. enheder årligt, fordelt på kundespecifikke emner samt et stort program i standardemballager.

Schela Plast A/S beskæftiger ialt 50 medarbejdere.