Der var fulde huse til receptionen hos Dan Hill Plast i Hornsyld den 29. maj, hvor virksomheden fejrede hele tre ting på en gang. Opførelsen af en ny produktionshal, opstillingen af en stor rotationsstøbemaskine og direktør Peter Madsens 25-års jubilæum i virksomheden.
Dan Hill Plast i Hornsyld var pyntet op til fest, da virksomheden den 29. maj indbød til reception for at fejre en række forskellige begivenheder.
Sidste år startede Dan Hill Plast på opførelsen af en ny produktionshal, der er knap 11 meter høj. Hallen står nu klar, og den skal huse en stor rotationsstøbemaskine – indkøbt i USA – som er blevet stillet op i løbet af de seneste par uger.
Dan Hill Plast har investeret i omegnen af 12-13 millioner kroner i den nye maskine, som har stået på indkøbslisten i en længere årrække.
Direktør i Dan Hill Plast – Peter Madsen – fortæller, at han har store forventninger til den nye investering:
– Vi tager først maskinen i brug om et par uger, men vi har allerede fået de første ordrer ind. Fremover kan vi støbe store emner såsom kajakker og produkter til fx landbruget, som er op til fire en halv meter lange.
De store forme bliver i praksis monteret på en arm, der roterer formen inde i ovnen. I formen er der plastpulver, som under høje temperaturer smelter sammen til en fast masse, der derefter bliver kølet ned.
Emnerne kan veje mellem 60 og 200 kg, hvilket betyder, at virksomheden også har investeret i kraner og lifte for at kunne håndtere emnerne.
LÆS OGSÅ: Dan Hill Plast vinder Initiativpris
25-års jubilæum i virksomheden
Selvom den nye rotationsstøbemaskine og produktionshallen tiltrak sig stor opmærksomhed, så havde de mange receptionsgæster også tid til at fejre Peter Madsens 25-års jubilæum i virksomheden.
Dan Hill Plast blev oprettet i 1957 af Ejnar Madsen, og i dag er det altså Peter Madsen og søsteren Lone Madsen, der er i spidsen for virksomheden.
Alle de mange glædelige begivenheder blev naturligvis også fejret i selskab med virksomhedens medarbejdere til en stor fest fredag aften.