Brancheaftale: Nem adgang til viden og ekstra hænder i administrationen

Plastindustrien har indgået en brancheaftale med Azets, der giver medlemsvirksomhederne en række økonomiske fordele på løsninger inden for HR, lønadministration, bogføring og inkasso. 

Del:

Plastindustrien har en række brancheaftaler, blandt andet på energi og forsikring, som de over 230 medlemmer i stor udstrækning gør brug af. Brancheaftalerne giver medlemmerne en række fordele, ikke mindst på prisen på grund af den volumen, branchen udgør for en potentiel leverandør og samarbejdspartner.

Kontakt for yderligere information:

For at få mere information om aftalens indhold, rabatter mm. kan du bl.a. kontakte:

  • Plastindustrien: Lars Friis Farsøe – lff@plast.dk / 42332811

Nu har Plastindustrien og Azets har indgået en brancheaftale.

Den nye brancheaftale giver medlemsvirksomhederne let og billigere adgang til administrative ressourcer og til at outsource opgaver som løn- og regnskabsmæssigassistance samt, rykker- og inkassoservice. Aftalen indeholder også adgang til HR og personalejura samt rådgivning om økonomiske forhold og regnskaber.

– I Plastindustrien identificerer vi områder, hvor vi som brancheforening ser nogle stordriftsfordele for vores medlemmer. Set fra udbydernes side er vi til gengæld attraktive, fordi vi kommer med en god, kritisk masse. Derfor kan vi også forhandle nogle gode brancheaftaler og tilbud hjem til vores medlemmer. Det mener jeg bestemt er lykkedes i forhold til aftalen med Azets, fortæller Plastindustriens direktør Thomas Drustrup, og fortsætter:

– Aftalen med Azets dækker en række funktioner, hvor flere af vores medlemmer kan hente ressourcer ind uden at skulle fastansætte eller formentlig kan effektivisere ved at outsource nogle af de administrative opgaver.

Nogle plastvirksomheder er allerede kunder

I forvejen er nogle af Plastindustriens medlemmer kunder hos Azets. Det gælder blandt andet Saxe Group med seks firmaer i Danmark og Sverige, 70 medarbejdere og en samlet omsætning på ca. 100 mio. kr. Samarbejdet opstod i forlængelse af, at Saxe Group købte økonomiprogrammet Visma Business.

– Vi ville have et økonomisystem, der kan bruges og er godkendt i hele Skandinavien. Ad den vej fik vi kendskab til Azets, oplyser adm. direktør Ulrik G. Nielsen fra gruppens hovedkontor i Værløse.

– Efter fusionen af de seks firmaer har vi manglet ressourcer og har derfor en konsulent fra Azets siddende i økonomiafdelingen her i Værløse. Det fungerer godt, og vi overvejer lige nu, om det kan være interessant at outsource hele opgaver til Azets, og om vi måske også kan bruge deres eksperter som sparringpartnere på nogle af vores aktiviteter, som går på tværs af landegrænserne.

Kan styrke forretningen

Hos Azets, der har flere end 160 medarbejdere på kontorer i hovedstadsområdet, på Fyn og i Jylland, ser man frem til samarbejdet med flere af Plastindustriens medlemmer.

– Vi har forhandlet meget konstruktivt med Plastindustrien og fået indtryk af en internationalt orienteret og konkurrencepræget branche, der er opmærksomme på at bruge sine ressourcer der, hvor det giver mest værdi. Den indgåede brancheaftale giver mulighed for at frigøre kræfter i medlemsvirksomhederne til at fokusere på kerneforretningen, siger adm. direktør June Mejlgaard Jensen.

LÆS MERE: Mangler I hænder i økonomiafdelingen?