Ambitiøse vækstmål hos Vink Plast

Ingeniør Jette Ø Jeppesen og BD Manager Jan Busk fra den nye Business Development afdeling foran 3D printerne Mark Two og Blueprinter®.

Vink Plast kom ud af 2015 med et resultat på niveau med året før. Hos ledelsen er der tilfredshed, men samtidig har man ambitiøse vækstmål for 2016.

Del:

Vink Plast omsatte i 2015 for godt 264 mio. kroner og nåede et resultat efter skat på knap 11. mio. kroner. Dermed fastholdes niveauet for 2014. Planerne for fremtiden er dog væsentligt mere ambitiøse, og der er opstillet tocifrede vækstmål for 2016.

Vores potentiale er større

Hos ledelsen hersker der ikke nogen tvivl:

-Vores potentiale er væsentligt større end det, vi har vist de seneste år. Derfor har vi investeret i yderligere ressourcer både kommercielt og produktionsmæssigt for at sikre et solidt fundament for, at vi kan udvikle og udvide vores position på markedet (..), udtaler Walter Blunck, adm. direktør.

Som et led i den fremtidige vækstplan er således oprettet en Business Development afdeling, som ledes af Vink Plast salgschef inden for industrisegmentet, Jan Busk. Afdelingen har fokus på at analysere, kortlægge og udvikle både eksisterende og udvalgte nye markedssegmenter og applikationer.

-Vi har allerede set de første resultater af vores nye satsning, fortæller Walter Blunck, adm. direktør.

Walter Blunck fortsætter:

-Vi har vundet flere større projekter, og det er vores oplevelse, at netop fordi vi har tilført flere kompetente ressourcer i tilbudsarbejdet, står vi stærkere i forhandlingerne med kunderne.

Fortsat udvikling af medarbejderne

Derudover arbejder man også løbende med udvikling af medarbejderne, for at bygge på kompetencerne og fastholde motivationen. Således skal hele salgsorganisationens 39 medarbejdere her i efteråret deltage i efteruddannelse, som er specielt tilrettelagt til Vink Plast ud fra interviews af de kommende deltagere. Uddannelsen har til formål at styrke salget.

Vink Plast har store forventninger til fremtiden:

-Alt i alt står vi rigtig godt rustet til fremtiden, og med vores nye satsninger, har vi skabt et solidt fundament for den fremtidige vækst, runder adm. direktør Walter Blunck af.