Per Dollerup Mikkelsen: Vi skal hele tiden forbedre os

Siden 2011 har Per Dollerup Mikkelsen været i spidsen for Wavin Danmark. Dengang udtalte Per Dollerup Mikkelsen i et interview, at han ’ville tænke Wavin hele tiden’, og dedikationen for jobbet og virksomheden er ikke blevet mindre med tiden.

Del:

I år 2011 indtog den dengang 54-årige Per Dollerup Mikkelsen direktørstolen hos Wavin, der har hovedkvarter i Hammel i Østjylland.

Fra start af meldte Per Dollerup Mikkelsen klart ud til både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, at de kunne forvente en yderst dedikeret direktør, som samtidig ville være meget lydhør overfor gode idéer og input.

Per Dollerup Mikkelsen mener, at han langt hen af vejen har bevaret den samme tilgang til jobbet i årene, der er gået siden hans tiltrædelse:

– Min indstilling til et job som dette er, at man i høj grad skal identificere sig selv med virksomheden. Derfor har jeg det stadigvæk sådan, at jeg tænker Wavin ind i alle de sammenhænge, hvor det giver mening. Vi har mange forskellige slags udfordringer, og derfor prøver jeg også hele tiden at finde de rette løsninger.

Fjerner de små sten på vejen

Et succeskriterium for Per Dollerup Mikkelsen har været at fastholde arbejdspladser og produktion i Danmark i en tid, hvor mange virksomheder flytter produktionen til udlandet.

– Jeg mener, at det er en klar succes, at vi har formået at fastholde en konkurrencedygtig position, som ikke har gjort en udflytning aktuel. Vores berettigelse som virksomhed i Danmark har vi bl.a. sikret gennem nogle meget stærke relationer til kunderne og et konstant fokus på at optimere virksomheden. Vi arbejder for at minimere produktionsomkostninger og samtidig erobre større markedsandele, fortæller Per Dollerup Mikkelsen.

LÆS OGSÅ: Wavin er meget tæt på kunderne

Helt konkret har Per Dollerup Mikkelsen gjort meget for at fremme en virksomhedskultur i Wavin, hvor udfordringerne bliver håndteret inden, at de udvikler sig til reelle problemer:

– Vi gør rigtig meget for at fjerne de små sten på vejen. Det er vores måde at optimere værdikæden på. Vi tager hånd om udfordringerne – både store og små. Det gør vi bl.a. ved at fokusere på, hvordan vi fremmer den samlede performance i virksomheden. F.eks. ved at opstille fælles KPI-målinger, som vi løbende følger op på.

Aktiv i Plastindustrien

I foråret 2013 blev Per Dollerup Mikkelsen valgt ind i Plastindustriens bestyrelse, og det er ifølge Per Dollerup Mikkelsen nødvendigt at have stærke brancheorganisationer i en tid, hvor mange industrivirksomheder er under pres:

– Det er afgørende, at plastvirksomheder har et fælles og ikke mindst stærkt talerør, der bl.a. kan råbe myndigheder og politikere op. Det er ingen hemmelighed, at det er udfordrende at drive industrivirksomhed i Danmark anno 2014. Vi skal dermed gøre alt, hvad vi kan for bl.a. at sikre bedre rammebetingelser. Derfor var det naturligt for mig at engagere mig aktivt i bestyrelsesarbejdet i Plastindustrien.