Byggeriet af Plastic Pavilion skrider frem

Plastmontøren Aps og ejer Benny Walsøe Pedersen (th.) står for opsætningen af Plastic Pavilion.

Åbningsdagen for Plastic Pavilion nærmer sig og byggeriet af pavillonen på Gl. Strand er godt i gang. Se de seneste billeder hér.

Del:

Der er travlhed på Gl. Strand i disse dage, hvor byggeriet af Plastic Pavilion er gået i gang. Materialerne ankom med lastbil i sidste uge og mandskabet arbejder hårdt for at blive klar til åbningsdagen.

Det er Plastmontøren Aps, der står for koordineringen og styringen af opsætningen, og ejer Benny Walsøe Pedersen tager selv del i byggearbejdet på Gl. Strand i disse dage. Han får hjælp til arbejdet af en gruppe elever fra TAMU-skolen.

– Vi er utrolig glade for og stolte af at have Benny og hans team med om bord. De har rigtig meget erfaring i praktisk plastbyggeri, siger Rasmus Grusgaard, seniorkonsulent i Plastindustrien.

Benny Walsøe Pedersen, ejer af Plastmontøren fortæller:

– Det er vigtigt, at vi får fortalt, at plast kan bidrage til at reducere klimaaftrykket i byggeriet, men det er en svær opgave at løfte for os som en lille virksomhed oven i den daglige drift. Som sponsor har vi mulighed for at støtte op om opgaven på en effektiv måde. Samtidigt giver samarbejdet med denne spændende opgave en masse udveksling af erfaringer og idéer med ligesindede kollegaer, der brænder for at gøre en forskel for fremtidens grønne byggeri.

Åbningsreception

Åbningen af Plastic Pavilion markeres med en åbningsreception onsdag d. 21. juni kl. 10-13. Tilmeld dig hér.