Husk frist for indstillinger til Plastprisen d. 24. marts

Hvert år hædrer Plastindustrien en person, en virksomhed eller et produkt, som gør en ekstraordinær indsats for at bidrage positivt til branchens fremtid. Du kan nu indstille en kandidat til Plastprisen 2023 frem til den 24. marts.

Del:

Plastindustrien har åbnet for indstillinger af nominerede til Plastprisen 2023. Indstillingsvinduet er åbent til og med den 24. marts 2023.

Adm. direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup, håber, at der igen i år vil komme mange, interessante indstillinger til Plastprisen.

– Med Plastprisen ønsker vi at hædre de innovative kræfter i plastbranchen, hvad enten det er en virksomhed, person eller et produkt. Samtidig er det en god anledning til at få fortalt nogle af de mange gode historier fra branchen og hylde dem, der gør en forskel. Derfor vil jeg også opfordre alle til at indstille mulige kandidater til årets pris.

Plastprisen blev uddelt for første gang i 1987, og årets prismodtager bliver dermed nummer 36 i rækken.

Foruden ære og anerkendelse fra branchen modtager vinderen af Plastprisen 2023 en statuette af kunstneren Markan Christensen og en check på 50.000 kroner.

Plastindustriens medlemmer og en jury kårer vinderen
Traditionen tro bliver Plastprisen uddelt på brancheforeningens årsdag Plastdagen, som afholdes den 25. maj 2023 i Industriens Hus i København.

Som tidligere år vil en ekstern jury udvælge op til fem nominerede, der konkurrerer om at modtage prisen.

I år består juryen af Sine Beuse Fauerby, politisk chefkonsulent i IDA, Linea Søgaard-Lidell, medlem af Folketinget for Venstre og Peter Trillingsgaard, direktør i DI Produktion, der desuden har en fortid i LEGO og Grundfos.

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, siger:

– For to år siden inviterede vi som noget nyt en ekstern jury til at udvælge de nominerede til Plastprisen. Det har vist sig at være meget værdifuldt at få jurymedlemmernes vurderinger af de indstillede og så har det givet os mulighed for at dele de gode historier fra plastbranchen med endnu flere. I år har vi ved sammensætning af juryen desuden haft fokus på, at juryen både kan dække tekniske, politiske og branchenære vinkler i sin vurdering.

I perioden op til Plastdagen får Plastindustriens medlemmer mulighed for at stemme på de forskellige nominerede. Det sker efter konceptet om, at hver medlemsvirksomhed får én stemme. Juryen afgiver også hver især en stemme på de nominerede.

Indstillingsskema
Du kan indstille din kandidat ved at udfylde et indstillingsskema og sende det til pd@plast.dk senest den 24. marts 2023.

Skriv ‘Indstilling til Plastprisen 2023’ i emnefeltet. Husk at sende et relevant billede sammen med skemaet. Læs mere om Plastprisen her.

DOWNLOAD: Indstillingsskema-til-Plastprisen-2023