Fusionen sker for at stå stærkere sammen på et fremtidigt europæisk marked og for at være på forkant med teknologi og kapacitet.
Den nordjyske virksomhed Salling Plast og BGIndustry fra Polen har valgt at fusionere selskaberne. Det oplyser Salling Plast i en pressemeddelelse.
Fusionen betyder, at selskabet fremover vil være en af de største spillere på markedet i Europa.
Geert Skovsgaard, CEO hos Salling Plast, siger til Plastforum.dk, at selskabet fremover vil tilbyde et stærkere produktprogram og en geografisk nærhed til de største kunder og dermed kunne følge bedre med i udviklingen i de kommende år.
– På den måde bliver kompetencer og specialviden koncentreret på de enkelte fabrikker, så det er muligt at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere til fremtidig vækst, siger han.
Forskellige opgaver
Hos BGIndustry siger direktør Bo Jensen, at begge virksomheder vil drage store fordele af fusionen.
– I BGIndustry kan vi i højere grad fokusere på storskalafremstilling og -bearbejdning af komponenter i HDPE på fabrikken i Polen, mens Salling Plast i Danmark fremover vil fokusere indsatsen på præisolerede fittings og ventiler samt specialopgaver til industrien, siger han.
Salling Plast blev erklæret konkurs i september 2022, men aktiviteterne blev efterfølgende genoptaget, da selskabet blev opkøbt af Salling Plast Energy ApS.