Quantafuel er nomineret til årets plastpris for sin innovative måde at genanvende plast på og har vist vilje til at udvikle nye muligheder for anvendelse af plast i Danmark.
Quantafuel er nomineret til Plastprisen 2022
I en tid hvor vi skal finde nye og bæredygtige kilder til olie, har Quantafuel en del af løsningen. Gennem kemisk genanvendelse af plastikaffald producerer Quantafuel flydende brændsler og er således med til at tage et skridt på vejen mod en cirkulær plastøkonomi.
På genanvendelsesanlægget i Skive gør pyrolyseteknologi det muligt at genanvende plast fra husholdningsaffald til pyrolyseolie af virgin grade-kvalitet. Det betyder, at olien fra det genanvendte plast kan erstatte fossil olie i produktionen af kemikalier i BASF og produkter med kemisk genanvendt indhold. Således er produkter, der er lavet af denne type olie allerede en del af markedet.
Indbygget klimagevinst
Quantafuels tilgang har en indbygget klimagevinst. Sammenlignet med mekanisk genanvendelse kan kemisk genanvendelse spare op til 50 procent CO2 i forhold til forbrænding. Quantafuel beskriver selv anlægget i Skive som en milepæl for kemisk genanvendelse af blandet husholdningsaffald.
Den norskejede virksomhed kan allerede bevæge sig ind i næste fase af kommerciel produktion af pyrolyseolie. Anlægget i Skive kommer i fremtiden til at håndtere 20.000 ton plast, der ellers var havnet på lossepladser eller til forbrænding
Anlægget i Skive er certificeret efter bæredygtighedscertificeringerne ISCC, Plus og REDcert2.
Et skridt på vejen mod en cirkulær plastøkonomi
Quantafuel er nomineret til årets plastpris for sin innovative måde at genanvende plast på og har vist vilje til at udvikle nye muligheder for anvendelse af plast i Danmark. Quantafuel har udvist et miljømæssigt ansvar og er allerede i gang med at etablere et stort sorteringsanlæg i Esbjerg, der skal kunne håndtere 160.000 ton plastaffald om året samt have et tilhørende genanvendelsesanlæg.
Juryen har i sin indstilling lagt vægt på, at Quantafuel har vist en bæredygtig og succesfuldvej til at fastholde samt udvikle plastproduktion i Danmark. Ligeledes har juryen bidt mærke i det store miljømæssige ansvar, Quantafuel har påtaget sig.
”Nomineringen understreger vigtigheden af det, vi laver”
Quantafuels direktør, Lars Rosenløv, understreger vigtigheden af Quantafuels arbejde.
– “Det faktum, at vi er blevet nomineret til denne pris, understreger klart vigtigheden af det, vi laver. Quantafuel indtager nu en førende position på det danske affaldsmarked. Vores Esbjerg-udvikling vil være en game-changer og en stor bidragyder til, at Danmark når sine ambitiøse genanvendelsesmål. Vi styrker også vores tilstedeværelse i Danmark med vores forbehandlingslinje i Aalborg for at sikre råmateriale til vores anlæg i Skive og i Esbjerg. Vi har nogle meget spændende tider forude. Jeg er nødt til at takke BASF for en så stor opbakning,” siger Lars Rosenløv, Quantafuels administrerende direktør.
Plastindustrien har siden 1987 uddelt Plastprisen som en hyldest af de ekstraordinære præstationer i den danske plastbranche. I år bliver prisen uddelt d. 19. maj til Plastdagen 2022.