Thomas Drustrup: Nu skal vi fejre Plastindustriens 75-års jubilæum

Plastindustrien har i år 75 års jubilæum, og det skal naturligvis markeres. Det er en oplagt anledning til at slå et slag for den store betydning, som plastbranchen og vores materialer har haft for samfundet de seneste mange generationer.

Del:

Af: Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien. Bragt i Magasinet Plast nr. 1, 2022.

Fabrikant Marius Mulvad fik stor betydning for den danske plastbranche, da han efter et udenlandsophold i USA opførte et fabriksanlæg på Amager, hvor der bl.a. blev fremstillet isoleringsmaterialer og telefoner i bakelit.

Efter 2. verdenskrig så han et behov for, at den danske plastbranche oprustede på den organisatoriske front, da det ville sikre virksomhederne en bedre adgang til fremmed valuta, som var nødvendig for at importere plastråvarer.

Derfor indkaldte Marius Mulvad en kreds af virksomhedsledere til et stiftende møde, hvilket i år 1947 medførte etableringen af Plast-Sammenslutningen, der er forløberen til vores dages brancheforening.

Takket været Marius Mulvad og andre fremsynede kræfter som fx den første foreningssekretær landsretssagfører Svend Wesley Hansen kan Plastindustrien i år dermed fejre sit 75-års jubilæum.

Faglig stolthed skal præge jubilæumsåret

Det skal naturligvis markeres, da det er en oplagt anledning til at slå et slag for den store betydning, som plastbranchen og vores materialer har haft for samfundet de seneste mange generationer.

I løbet af foråret udgiver vi derfor en jubilæumsbog, som zoomer ind på nogle af de centrale aktører, der har præget Plastindustriens historie – bl.a. førnævnte Marius Mulvad. Jubilæumsbogen står på skulderene af ’Plasten og danskerne’, som blev udgivet i anledningen af foreningens 60-års jubilæum.

Vi nøjes imidlertid ikke kun med at anlægge et historisk perspektiv i jubilæumsbogen, da vi også gerne vil sætte ord på branchens nutidige situation og samtidig kigge fremad. Plastbranchen er inde i en rivende udvikling – fx i forhold til grøn omstilling – og de resultater er afgørende at få kommunikeret til vores omverden.

Jubilæumsbogen bliver bl.a. suppleret af en film, hvor vi stiller skarpt på nogle af de virksomheder, som har været definerende for forskellige dele af branchens udvikling.

Derudover udgiver vi også en æstetisk flot plakat, hvor en lang række af ikoniske danske plastprodukter bliver afbilledet. Det er vores håb, at plakaten dernæst finder vej til mange af branchens receptioner, kantiner og produktionshaller.

Vi vil benytte flere af vores store arrangementer – som f.eks. Plastdagen og Netværksdagen – til at markere jubilæumsåret. Det er nemlig vigtigt at synliggøre plastbranchens store betydning og evne til at finde nye løsninger i en tid, hvor vi også oplever modstand i offentligheden.

Med andre ord er den faglige stolthed i højsædet, når vi i år skal fejre os selv.

Et stort tillykke til os alle!