PVC Informationsrådet er stærkt kritiske over genindførelsen af PVC-afgifterne. Samfundsnyttige produkter som telte til coronatest, hospitalsgulve, vinylhandsker og madfilm bliver dyrere.
Af Ole Grøndahl Hansen, direktør i PVC Informationsrådet & Tobias Johnsen, konsulent i PVC Informationsrådet – bragt i Magasinet Plast nr. 1 – 2021:
Folketinget besluttede lige før jul at genindføre afgifterne på blød PVC og PVC-madfilm fra årsskiftet.
Bortset fra at afgifterne på madfilm er fordoblet, således at afgifterne i nogle tilfælde overstiger prisen på produktet, så er ændringerne små i forhold til de afgifter, der blev fjernet af den forrige regering.
Den forrige regering besluttede at fjerne afgifterne, da en omfattende rapport fra Skatteministeriet havde konkluderet, at de ikke havde nogen nævneværdig effekt.
Virksomheder har mange ubesvarede spørgsmål
I PVC Informationsrådet, som repræsenterer de europæiske PVC-råvareproducenter i Danmark og har en række danske medlemsvirksomheder, har vi været aktive i forbindelse med lovgivningsprocessen.
Gennem høringssvar, debatindlæg, foretræde og dialog med folketingspolitikere har Rådet forsøgt at gøre beslutningstagerne opmærksom på, at loven ikke vil have nogen betydning. Men at den derimod giver en masse administrativt bøvl.
Vi har fået en lang række henvendelser fra rådvilde virksomheder, om hvordan afgifterne overhovedet skal beregnes, hvilke produkter der skal afgiftsbelægges, og hvorfor.
Ftalater er ikke et gyldigt argument
Et af de primære politiske argumenter for at genindføre PVC-afgifterne er, at det vil mindske brugen af de uønskede ftalater.
Vi undrer os meget over det argument, da disse stoffer allerede er reguleret på EU-niveau, og ikke har været anvendt af danske virksomheder i en årrække.
Problematiske varer uden for EU går fri
Det er også paradoksalt, at de produkter, som man fra politisk side ønsker at begrænse forbruget af ikke bliver ramt af afgiften.
Det drejer sig primært om de millioner af pakker, som hvert år ankommer til danske forbrugere, bestilt online fra udenlandske netbutikker.
Mange af disse produkter er ofte fremstillet i blød PVC, og Miljøstyrelsen har gentagne gange dokumenteret, at de indeholder uønskede stoffer. Med den måde, som loven er formuleret på, vil disse produkter ikke blive berørt af afgiften.
Samfundsnyttige produkter bliver dyrere
Til gengæld rammer afgifterne samfundsnyttige og uundværlige produkter, som kun kan fremstilles i PVC, hvis man ønsker høj kvalitet.
Det drejer sig fx om telte, der aktuelt ses over det ganske land ved corona-testcentrene, hospitalsgulve, vinylhandsker og mange andre produkter, som i øjeblikket er nødvendige i kampen mod corona.
Da staten selv køber størstedelen af disse produkter, er der blot tale om en overførsel af penge mellem statslige konti.
Et absurd eksempel på, hvordan afgifterne fungerer, er fordoblingen af afgiften på PVC-madfilm.
Professionelle køkkener sværger til PVC, da de stiller meget høje krav til håndtering af filmen og kvaliteten, der bl.a. har betydning for madens holdbarhed og konsistens.
De nye høje afgifter betyder, at offentlige plejehjems budgetter belastes midt i en pandemi.
Selvom det ikke ser let ud, så fortsætter vi kampen for en mere faglig og gennemtænkt regulering af PVC.