“I stedet for indirekte at kritisere de danske virksomheder burde Enhedslisten have fokus på at understøtte erhvervslivets aktuelle indsats for at afhjælpe manglen på værnemidler til det hårdtarbejdende sundhedspersonale i frontlinjen,” skriver Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, i Berlingske.
Nedenstående er også bragt som debatindlæg i Berlingske d. 15. april.
Enhedslisten sundhedsordfører Peder Hvelplund mener, at staten skal stå for produktion af værnemidler, men det er stærkt uklart, hvordan det skal ske i praksis.
Rigtig mange danske plastvirksomheder har i de seneste uger omlagt eller øget deres eksisterende produktion for at fremskaffe f.eks. håndsprit og ansigtsvisirer. De knokler i døgndrift for at imødekomme den efterspørgslen på værnemidler.
HN Group i Billund kan nu producere 175.000 ansigtsvisirer om ugen – og de forventer snart at kunne tredoble antallet.
Ulstrup Plast i Lynge har skruet op for produktionen af udstyr til hospitaler og laboratorier samtidig med, at virksomheden også fremstiller doseringspumper til håndspritsemballage.
Pack Tech i Herlev har fremskaffet 350.000 kitler til regionerne og sikret rigtig store mængder emballage til håndsprit.
Er det Enhedslistens forslag, at disse virksomheder skal nationaliseres? Eller skal der f.eks. bygges ti statslige plastfabrikker?
I stedet for indirekte at kritisere de danske virksomheder burde Enhedslisten have fokus på at understøtte erhvervslivets aktuelle indsats for at afhjælpe manglen på værnemidler til det hårdtarbejdende sundhedspersonale i frontlinjen.
På den lidt længere bane er det relevant at diskutere, hvordan vi som samfund forebygger, at vi ikke ender i samme situation. Et stort reservelager af værnemidler kan – såfremt sundhedsmyndighederne vurderer det – være en af flere mulige veje frem.
I den sammenhæng vil det være naturligt at bygge videre på den produktion, som det private erhvervsliv har igangsat frem for at følge Enhedslistens forslag om statslig produktion.