Bionedbrydelig afdækningsfilm skal forhindre mikroplast i landbrugsjord

Den nye, bionedbrydelige afdækningsfilm til landbruget udviklet af BASF skal forhindre, at rester af afdækningsfilm bliver til mikroplast i landbrugsjorden.

BASF har udviklet en ny bionedbrydelig afdækningsfilm til landbruget, som ikke efterlader mikroplast i landbrugsjorden. Den skal erstatte den afdækningsfilm, som landmænd pt. anvender til blandt andet at forbedre udbyttet af afgrøder og mindske forbruget af vand.

Del:

I dansk landbrug anvendes afdækningsfilm til at forbedre udbyttet af afgrøder, undgå ukrudt, opnå højere jordtemperaturer og mindske vandforbruget. Det gælder eksempelvis i produktionen af salat, gulerødder og andre grøntsager.

BASF står bag en ny bionedbrydelig afdækningsfilm, der skal erstatte den film, der aktuelt anvendes i landbruget. Den nye afdækningsfilm er fremstillet af bionedbrydeligt plast, som gør, at den nedbrydes i jorden til kompost og indgår i det naturlige økosystem.

De tynde plastfilm, der anvendes til landbruget i dag, fremstilles typisk af polythylene (PE). Selvom materialet indsamles efter høsten, kan rester af afdækningsfilmen være umulige for landmændene at se og fjerne fra jorden. Når materialerester efterlades, bliver det over tid nedbrudt til mikroplast.

Bionedbrydelig film efterlader ikke mikroplast

Den nye afdækningsfilm er bionedbrydelig og delvis biobaseret. Dermed forhindrer den, at rester af mikroplast ender i landbrugsjorden. Samtidig giver den bionedbrydelige afdækningsfilm bedre rodudvikling, plantevækst og jordkvalitet.

Afdækningsfilmen kan pløjes direkte i jorden efter høsten, hvorefter mikroorganismer i jorden spiser resterne. Mikroorganismerne bruger kulstoffet fra filmen til at generere energi og omdanne den til kompost.

– Den nye ecovio bionedbrydelige afdækningsfilm løser udfordringen med mikroplast i landbrugsjorden samtidig med, at den forbedrer landmændenes udbytte i deres produktion. På den måde er det en win-win løsning, som både gavner landbruget og miljøet, fortæller Pia Dahlin, Market Development Mangager i BASF.

Højere udbytte og bedre afgrøder

Erfaringerne fra forsøg med afdækningsfilmen i tomatavl har vist, at filmen kan give øget udbytte på mellem 15-50 procent, mindske vandforbruget og give bedre kontrol med ukrudt med et mindre forbrug af ukrudtsmidler end i produktion, hvor afdækningsfilm ikke anvendes.

Tilbagemeldingen fra landmændene i forsøget var desuden, at de oplevede bedre modstandsdygtighed over for svampesygdomme, tidligere høst og bedre kvalitet af afgrøderne.

Dette plastmateriale fra BASF er det første materiale, der er blevet certificeret som bionedbrydeligt i jord ifølge den europæiske standard DIN EN 17033. Anvendelsen af afdækningsfilmen er også godkendt til økologisk landbrug i mange lande.

BASF opfordrer til, at bionedbrydelig plast generelt ikke efterlades i naturen.

Yderligere information kan findes her.