Plastindustriens sekretariat gennemførte ‘Tour de plastvirksomheder i Ribe’

Thomas Drustrup (tv.), adm. direktør i Plastindustrien, var med en delegation fra brancheforeningens sekretariat på besøg hos en række plastvirksomheder i Ribe. Her ses han sammen med Rasmus Lynddahl, Lynddahl A/S, som bl.a. fremstiller haveslanger.

Plastindustriens sekretariat havde for nylig fornøjelsen af at få et historisk indblik i dansk plastproduktion med et besøg på en række plastvirksomheder i Ribe. MP Plast, Controlled Polymers, AVK Plast, Berima og Lynddahl A/S var blandt de virksomheder, som åbnede dørene på besøgsturnéen.

Del:

Et hold fra Plastindustriens sekretariat var i slutningen af juni på besøgsturné hos fem forskellige virksomheder i Ribe-området, som har en spændende historik i forhold til nutidens plastbranche.

Historien med plastproduktion i Ribe trækker tråde tilbage til 1899, hvor den tyske naver Theodor Louis Max Petermann grundlagde blikkenslagervirksomheden Petermann. Sønnen Carl grundlægger dernæst virksomheden Brdr. Petermann og bliver senere en af pionererne inden for plastforarbejdningsindustrien i 1950’ernes Danmark.

Herfra udspringer flere af Ribes plastvirksomheder, bl.a. MP Plast a/s, der i år 1986 blev grundlagt af Carls søn Max Petermann. Virksomheden producerer en lang række højkvalitets plasthjul, primært til industrielt brug og ofte som kundespecifikke løsninger. Sønnen Jens Petermann og datteren Mette Petermann er begge ansat i virksomheden og er således klar til at videreføre MP Plast A/S.

MP Plast har stor succes med at integrere genanvendt plast i produkterne og oplever en stigende efterspørgsel inden for det felt. Faktisk så meget, at det kan være svært at skaffe tilstrækkelige mængder regranulat herhjemme, hvorfor en stor del af det importeres. Størstedelen af virksomhedens produktion (60-70 %) går til eksport.

Fællesbillede under besøget hos MP Plast a/s.

Fine vækstrater hos Controlled Polymers

Controlled Polymers er en nicheleverandør inden for compounds og masterbatchs og har med deres fokus på kundetilpassede løsninger skabt en forretning i vækst.

Virksomheden har de senere år haft en årlig vækst på ti procent, og knap 70 % af omsætningen kommer fra eksport. De leverer blandt andet råvarer til høreapparater, katedre, insulinsprøjter samt en lang række andre formål i både medicinal- og fødevareindustrien.

Controlled Polymers arbejder henimod at få deres kvalitetsstyring godkendt til medicinsk udstyr (ISO 13485), hvilket vil supplere deres certificeringer inden for kvalitet og miljø.

Controlled Polymers har installeret riste i virksomhedens afløb for at forebygge spild af granulat.

Genanvendelse er vigtigere end nogensinde før hos AVK Plast

AVK Plast udspringer ligeledes fra Brdr. Petermann, der siden opstart i 1962 og fusionering med forskellige virksomheder som Ripladan A/S (1985) og Klindt Plast (2009) senest blev opkøbt af AVK-koncernen i 2010.

Hos AVK Plast er genanvendelsesdagsordenen mere aktuel end nogensinde, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved virksomhedens fremstilling af affaldscontainere, hvoraf flere og flere produceres med regranulat.  AVK Plast har et behov på 5.000 tons regranulat, men køber pt. kun ca. 100 tons herhjemme.

AVK Plast har stor succes med at fremstille paller i genanvendt plast, som primært bliver brugt udenfor landets grænser.

Berima producerer alt fra lige fra legetøj til kæledyr til flagknopper

Berima ApS er en ordreproducerende sprøjtestøbevirksomhed, der kombinerer mangeårig erfaring med sprøjtestøbning af plast med nye kompetencer og produktionsmetoder til at levere komplette løsninger inden produkter, der spænder fra fjernvarme og VVS til legetøj til kæledyr.

Fabrikant Benny C. Nielsen var i sin tid i lære som værktøjsmager hos Brdr. Petermann og grundlagde senere virksomheden Benja Plast, der siden hen blev til Berima. Virksomheden har ca. 10 ansatte og råder over 22 spøjtestøbemaskiner fra 35T til 500T lukketryk, som kan støbe emner fra 0,01 gr. til 2300 gr.

Fabrikant Benny Nielsen fremviser et billede af en tidligere version af virksomheden.

Tør sommer gav ekstra salg af haveslanger fra Lynddahl

Hos den familieejede virksomhed Lynddahl A/S , der beskæftiger godt 90 medarbejdere, er der også en forbindelse til  Brdr. Petermann. Siden år 2010 har Rasmus Lynddahl  været i spidsen for virksomheden, og hans far – Bjarne Lynddahl – var i sin tid i lære hos Brdr. Petermann.

Virksomheden er kendt for sin produktion af haveslanger, men leverer også enheder til bygninger (særligt vinduesprofiler), bilindustrien, offshore, m.v.  Godt 90 % af haveslangerne eksporteres, og særligt sidste års tørre sommer kunne mærkes i efterspørgslen på Lynddahls primære produkt.

Dertil har virksomheden gjort en stor indsats på det grønne område, hvor særligt store energibesparelser på køl og ventilation samt tilslutning til miljøprogrammet Operation Clean Sweep har sat sit aftryk i virksomhedens image. Som en del af dette skifte i fokus har Lynddahl for nyligt gennemført et radikalt skifte i såvel logo som hjemmeside, der nu viser virksomhedens fokus på den grønne profil.

Jenny og Bjarne Lynddahl starter i 1973 virksomheden i en garage med produktion af slanger til malkemaskiner og rør til malkemaskineanlæg. I dag bliver der stadigvæk produceret slanger i stor stil hos Lynddahl A/S.