Samspillet mellem sprøjtestøbning og 3D-print kan spare virksomheder mange penge

Her ses Lasse G. Staal, CEO i AddiFab sammen med innovationskonsulent i Plastindustrien Rasmus Grusgaard. Maskinsektionens sommermøde/temadag inkluderer bl.a. et besøg hos Addifab.

AddiFab startede med en mission om at automatisere 3D-print, men havnede et helt andet sted. Nu leverer de produktionsudstyr til nyskabende sprøjtestøbeforme, som gør produktudvikling til sprøjtestøbning fleksibel og billig.

Del:

I Jyllinge ligger maskinleverandøren AddiFab, der med deres løsninger giver virksomheder, der arbejder med komplicerede sprøjtestøbte emner, bedre vilkår i udviklingsfasen.

AddiFabs udstyr gør det muligt at 3D-printe forme til sprøjtestøbning med meget høj præcision, hvilket giver produktudvikleren adgang til markant flere materialer end konventionel 3D-print.

Samtidig bliver det muligt at bruge sprøjtestøbning som prototypeplatform, i stedet for at skulle lave prototyper ved hjælp af 3D-print.

Forme, fyldte forme og færdige dele produceret med AddiFab’s FIM proces.

3D-printede prototype-forme hjælper virksomheder der arbejder med produktdesign- og udvikling, og som gerne vil teste virkelighedsnære produkter før, der skal investeres i sprøjteforme af stål. På den måde kan virksomheder spare tid og penge, og mindske risikoen for at produkter fejler når en stor produktion skal sættes i gang.

Travl og spændende tid

Og netop denne tilgang til produktudvikling har givet AddiFab luft under vingerne, ifølge CEO i AddiFab Lasse Staal står virksomheden overfor en travl og spændende periode:

– For AddiFab er der nok at se frem til de næste par måneder. Udover projekt STIM-MC, som netop har modtaget 12 mio. DKK fra EU, skal vi på Plastteknik messe i Malmö til maj. Her udstiller vi sammen med Normann og Kock og vores polske kunde Core 3DI. Vi har netop påbegyndt etablering af AddiFab US, og skal med på Rapid + TCT. Så der er nok at tage fat på for den unge virksomhed.

Her kan du se en kort film, der viser AddiFab’s 3 trins proces: Print formen, fyld formen og opløs formen.