Den 1. november blev Tech Tour studiedag afholdt i Billund Kommune, hvor 8 high-tech virksomheder bød 460 studerende velkommen til en studiedag, hvor de fik mulighed for at se og opleve produktion, teknologi og blive inspireret.
Selve dagen blev afholdt i samarbejde med de otte virksomheder, Billund Erhvervsfremme og Billund Kommune.
Formålet med dagen var at give de studerende et indblik i virksomhederne, men også at få skabt en direkte dialog mellem virksomhederne og de studerende.
En af de deltagende virksomheder er HN Group i Billund, og de oplevede stor interesse fra de studerende:
– Tech Tour studiedag 2018 blev endnu engang en stor succes for HN Group A/S. Mere end 200 studerende valgte at besøge HN Group, hvor vi fik lejlighed til at møde flere top-relevante studieretninger, og hvor de studerende fik et godt indblik i plastproduktionen hos HN Group A/S – herunder sprøjtestøbning og thermoformning med tilhørende værktøj og kvalitetsopmåling, udtaler Business Development Manager i HN Group A/S, Michael Lund.
Han tilføjer, at HN Group A/S er glade for samarbejdet og selv får meget ud af at deltage i dagen:
– I fint samarbejde med Billunds Erhvervsfremme lykkes det os at skabe en inspirerede dag – både for studerende og for ansatte. Vi kan efterfølgende mærke en øget interesse i virksomheden, og vi føler os privilegeret i vores kontinuerlige arbejde med tiltrækning af nye kollegaer og fremtidige kunder til huset.
Tech Tour studiedag skaber rekrutteringsgrundlag
Zebicon A/S var en anden af medarrangørerne, og de var godt tilfredse med studiedagens forløb, fortæller Marketingkoordinator Birgitte Andersen, der var tovholder af Tech Tour studiedagen:
– Vi oplevede at de studerende var godt forberedt og kom med kvalificerede spørgsmål, som både omhandlede 3D scanning og måleteknik, men også generelt om medarbejderes hverdag og arbejdsopgaver, udtaler Birgitte Andersen.
Hun uddyber:
– Hos Zebicon søger vi netop nu en praktikant til vores måletekniske afdeling, hvilket vi gjorde opmærksom på til Tech Tour studiedag. Det medførte flere henvendelser på dagen men også efterfølgende. Vi er ikke i tvivl om, at Tech Tour studiedag er med til at skabe et stærkt rekrutteringsgrundlag, som gør det lettere at finde vores fremtidige medarbejdere.
Det var i år fjerde gang, at Tech Tour studiedagen blev afholdt, og dagen var en succes for både de studerende, Billund Kommune og de deltagende virksomheder. Arrangørerne planlægger allerede at gentage succesen til næste år, hvor man forhåbentligt kan tiltrække flere virksomheder og flere studerende til Billund Kommune.
De virksomheder de studerende havde mulighed for at besøge var Billund-virksomhederne DAVINCI 3D, HN Group, Stansomatic, Zebicon, Billund Aquakulturservice og LEGO Koncernen, samt Billund Vand & Energi og Sealing System, som er placeret i Grindsted.