Regnvandsventil fra Plastmo vinder Klimapris ved Building Awards 2018

”En simpel løsning med stort potentiale”. Det var juryens ord, da Plastmo, med deres Xtreme Regnvandsventil vandt Klimaprisen ved Building Awards 18, som løb af stablen den 9. november 2018.  

Del:

Regnvandsventilen er en nytænkning inden for regnvandshåndtering. Den kan være med til at mindske ét af tidens store samfundsproblemer, nemlig håndteringen af store mængder regnvand under skybrud. Oversvømmede kloakker kan betyde ødelagte samfundsværdier for milliarder af kroner.

– Vi er utrolig stolte af prisen, men vi er også stolte af vores nyudviklede Regnvandsventil, som vi mener, er mere end bare en ny teknologi. Det er en nytænkning inden for regnvandshåndtering. En nytænkning som kan bidrage med store besparelser for både boligejere og samfundet som helhed, udtaler forretningsudvikler Bjarke Fjeldsted.

En Regnvandsventil er en simpel mekanisk enhed, der placeres under et nedløbsrør, over en brønd, uden det store anlægsarbejde. Under normalregn leder ventilen vandet til kloak, og under intensiv regn leder ventilen regnvandet til terræn til nedsivning. Under skybrud ledes tagvandet f.eks. ud i haven frem for at blive samlet i små nedslidte kloakker, der ikke kan rumme vandet. Kloak og afløbssystem aflastes, og dermed reduceres risikoen for at kloakvandet finder vej til kældre, stuver op på gaden eller til andre utilsigtede steder. Grundet problemets kompleksitet, sætter Plastmo ekstra stor pris på anerkendelsen:

– Det har været omfattende og komplekst at udvikle Regnvandsventilen, og vi er derfor utroligt glade for den anerkendelse, som vi får som vinder af Klimaprisen. Vi vil hos Plastmo gerne takke de to opfindere Cathrine Leth og Poul Erik Christensen samt de mange andre samarbejdspartnere, som har været tilknyttet projektet, tilføjer Bjarke Fjeldsted.

Regnvandsventilen er en løsning i villaområder, etage- og erhvervsejendomme med grønne arealer. Regnvandsventilen er en del af den værktøjskasse, som eksempelvis spildevandsselskaber eller bygningsejere, kan anvende som en hurtig, effektiv og billig skybrudssikring.

Se denne video, hvis du vil vide mere om regnvandsventilen: https://youtu.be/4lQrjpbuu1I

På billedet ses Bjarke Fjeldsted fra Plastmo og de to opfindere Cathrine Leth og Poul Erik Christensen.