JO Plast vil vokse med små serier – og et nyt gulv

Ejerskifte, flytning, ny ledelsesstil, markant vækst og lancering af et nyt gulvprodukt. Der er sket meget i JO Plast de sidste par år, og de nye ejere ser også lyst på fremtiden.

Del:

Ud til motorvejen i udkanten af Skanderborg ligger JO Plast. Det har de gjort siden august 2017, og i det hele taget er der sket ting og sager i JO Plast de seneste år. Ægteparret Jan og Marianne Szklany overtog virksomheden 1/1 2017 fra den tidligere ejer og stifter Jens Ole Juul. 2 uger efter overtagelsen opsagde de virksomhedens tidligere lejemål ved Aarhus og flyttede virksomheden til den nuværende beliggenhed.

Ægteparret havde efter 11 år i Kina et ønske om at komme hjem til Danmark og drive deres egen virksomhed:

– Vi kiggede på flere underleverandørvirksomheder indenfor både plast og metal og faldt for JO Plast, siger Marianne Szklany.

JO Plast håndterer de flest opgaver inden for bearbejdning af plast. Det kan være vakuumformning, CNC-fræsning, laserskæring, polering, bukning og svejsning i plast osv. Kunderne kommer fra mange forskellige områder. Fra landsbrugssektoren, maskinindustrien, designprodukter, museer samt care-området, hvor Pressalit er den største kunde. Jan Szklany uddyber:

– JO Plasts niche er små serier. Alt fra et styk og så op til flere tusinde emner – det er der, vi er virkelig gode, og hvor vi kan levere noget, du ikke kan få så mange andre steder. Derfor kunne vi se, at virksomheden har en klar berettigelse her i Danmark og også besidder et potentiale til at vækste yderligere, som vi gerne vil indfri.

Dygtige medarbejdere skal have ansvar

Udover flytningen har ægteparret Szklany også lagt en ny retning for ledelsen af virksomheden med fokus på at give den enkelte medarbejder ansvar og indføre et mere fladt hierarki.

– Vi overtog en virksomhed med nogle meget dygtige medarbejdere og mange kompetencer. Dem skal vi udvikle og videreføre. Det er for os at se helt afgørende for at klare sig som virksomhed her i Danmark, siger Jan Szklany og fortsætter:

– ”Jeg alene vide”-tilgangen til ledelse tror jeg ikke på. Vi har selvfølgelig nogle targets, vi skal nå, men det er vigtigt for os at uddelegere ansvar og give hver medarbejder nogle klare, selvstændige ansvarsområder. Det har været en omstillingsproces, som jeg faktisk synes, vi er lykkes rigtig godt med.

Et særligt gulvprodukt skal løfte virksomheden yderligere

JO Plast har haft en vækst på 26 pct. i år og en pæn tilgang af kunder. Målet er at vokse yderligere. Omsætning ligger på 14 mio. kr. i år, og den skal gerne runde 18 mio. kr. næste år.

En del af udviklingen skal drives af en ny satsning, som virksomhedsejerne har store forventninger til: Et gulvprodukt under navnet EEZYFLOOR. Det kan anvendes til at indramme en messestand, et showroom eller en såkaldt ”shop in shop” – det vil sige et område i fx et supermarked, et storcenter eller en lufthavn, hvor man ønsker at fremhæve et særligt produkt eller brand.

EEZYFLOOR en slags plastfliser, der kan sættes sammen. Øverst ligger en gennemsigtig akrylplade, og under den er det så muligt at lægge papir med tryk. EEZYFLOOR ligger allerede i alle Bilka-butikker i Danmark.

– Vi lavet en grundig markedsanalyse på det, og tilbagemeldingerne fra de potentielle kunder har været meget positive. Det bliver et helt nyt område for JO Plast med en helt ny type af kunder. Vi glæder os meget til at komme i gang med at markedsføre det og tror rigtig meget på det, siger Marianne Szklany.