BEWi-koncernen køber Synbra B.V. og skifter navn

Den nordiske BEWi-koncern har for nyligt købt Synbra B.V. i Holland og har i den forbindelse skiftet navn til BEWi Synbra Group. Virksomheden har nu 1.100 ansatte fordelt på 24 produktionssteder i hele Norden, Holland og Portugal.

Del:

Som følge af fusionen har de danske BEWi-organisationer slået sig sammen med Synbras danske virksomheder, og vil fungere under de nye navne BEWi Styrolit og BEWi Styropack i Danmark.

BEWi Styrolit har primært fokus på byggebranchen med en bred vifte af isoleringsløsninger, mens BEWi Styropack skaber højt specialiseret skumplastemballage til mange typer produkter, fra dagligvarer som fersk fisk og grøntsager til forbrugsvarer som elektronik, møbler etc.

Virksomheden oplyser i en meddelelse følgende:

– Med vores samlede styrker og kompetencer vil vi kunne øge vores fokus på innovation på råvarer og produkter, for at kunne tilbyde vores kunder state-of-the-art løsninger på et dynamisk marked med konstante ændringer i forbrugsmønstre og lovbestemmelser.

Fusionen indebærer, at den nye BEWi Synbra Group har syv lokationer i Danmark; i Glejbjerg, Hobro, Holeby, Holbæk, Maribo, Såby og Tørring.

Denne brede geografiske platform giver en endnu bedre position end tidligere i forhold til at kunne betjene emballagekunder, byggemarkedskunder, industrikunder og entreprenører.

Afslutningsvis oplyser virksomheden:

– Vi arbejder intensivt på at integrere BEWi-koncernens og Synbras danske aktiviteter i én organisation, og vil sikre en problemfri overgang, så vores kunder ikke bliver negativt påvirket af dette arbejde bag scenen.

Karl Erik Olesen er adm. direktør for BEWi Synbra Group Danmark.