Letbæk Plast øger fokus på energiledelse og opnår ISO50001-certificering

Letbæk Plast A/S i Tistrup er netop blevet ISO50001-certificeret. Adm. direktør Michael Bayer Thomsen fortæller, at processen har taget fire måneder, og at det fremadrettet vil styrke virksomhedens konkurrenceevne.

Del:

Letbæk Plast startede år 2016 med at kortlægge virksomhedens energiforbrug på hovedkontorets faciliteter i Tistrup nord for Varde. Virksomheden har i mange år haft fokus på at minimere produktionens miljøbelastning, og det var derfor en naturlig proces, der tog sin begyndelse i starten af året.

Processen indebar, som nævnt, en detaljeret kortlægning af energiforbruget, hvorefter der blev identificeret helt konkrete energibesparende projekter, som nu er prioriteret og skal gennemføres i løbet af de næste 3 år.

Dernæst udarbejdede Letbæk Plast et solidt energiledelsessystem og blev certificeret i henhold til ISO 50001 af Bureau Veritas den 25. april 2016.

Adm. direktør Michael Bayer Thomsen fortæller:

Der er ikke nogen tvivl om, at det har været en lærende proces for hele organisationen. Vi har fået et langt bedre indblik i energiforbruget og processerne på tværs af vores egen produktion. Det har været med til at øge fokus på de områder, hvor der kan optimeres til gavn for både miljø og vores kunder. Det har været sundt at få kortlagt og dokumenteret vores egne processer på skrift.

Michael Bayer Thomsen, Adm. direktør i Letbæk Plast

Michael Bayer Thomsen fortsætter:

– Det har også resulteret i en helt konkret og prioriteret liste med optimeringsprojekter, der naturligvis inkluderer procesoptimering i produktionen, men også investering i nyt og mere energieffektivt udstyr. Alt sammen energibesparende aktiviteter der tager udgangspunkt i kundernes behov samtidig med at de er fremtidssikrede i forhold til belastningen på miljøet. Det vil helt klart være med til at styrke vores konkurrenceevne fremadrettet.

Kort om Letbæk Plast:

Letbæk Plast A/S har 33 medarbejdere og har eksisteret i mere end 40 år. Kerneforretningen er ekstrudering og sprøjtestøbning af plastemner til bl.a. Landbrug, Byg & Anlæg samt Afspærring. Virksomheden har mere end 20 års erfaring med at genanvende plast i vores produkter til gavn for miljøet. Mere end 60% af råvarerne i  produkterne består i dag af genanvendt plast.