Nyt medlem af Plastindustrien ønsker at åbne op for yderligere samarbejde i branchen

Efter et generationsskifte har man hos plastfilm producenten Tub-Ex ApS valgt at melde sig ind i Plastindustrien. Det er håbet herigennem at skabe et godt netværk og at facilitere et yderligere samarbejde og større vidensdeling i branchen. Administrerende direktør Jens Boelskifte har mange ideer til hvad denne udvikling kunne indebære.

Del:

Hos Tub-Ex har man over mange år specialiseret sig i plastfilm til forskellige industrier, især specialfolier til fødevareindustrien fylder meget hos den 10 mand store virksomhed i Nordjylland. I sommeren 2015 gennemførte man et generationsskifte. Virksomhedens stifter Peter Schou sidder nu i bestyrelsen og har en rådgivende funktion som teknisk direktør, mens Jens Boelskifte er trådt til som administrerende direktør og ny medejer.

Jens Boelskifte har en fortid i finansverdenen, men han ser den ikke som fuldstændig usammenlignelig med plastverdenen. Især påpeger han god skik, som han mener, er essentielt i begge brancher.

-Det er vigtigt at levere ordentlige produkter og god kvalitet, vi skal overholde vores aftaler og behandle vores kunder ordenligt siger Jens Boelskifte.

Efter mange år i én branche var Jens Boelskifte blevet vant til at have et stort netværk. Han starter nu forfra med at opbygge et netværk i plastbranchen, og han er godt klar over, at det kommer til at kræve nogle middage og noget god rødvin, men han har mod på opgaven.

-Jeg har været rigtig glad for de sektionsmøder Plastindustrien holder og ser frem til bl.a. at bruge dem til at udvide mit netværk i branchen fortæller Jens Boelskifte.

De gode netværksmuligheder var altså en af årsagerne til, at Jens Boelskifte valgte at melde Tub-Ex ind i Plastindustrien.

TubEx2rigtig

Jens Boelskifte (tv.), adm. direktør og medejer af Tub-Ex: – Jeg har været rigtig glad for de sektionsmøder Plastindustrien holder og ser frem til bl.a. at bruge dem til at udvide mit netværk i branchen.

Nye markeder og mere samarbejde står højt på ønskelisten

Tub-Ex har med specialfolier fundet sig en niche, specielt produktet Tublin, der gør det nemmere at tørmodne kød. Det sker ved hjælp af en pose, der tillader dampe at forlade posen. Den tekniske ekspertise til den slags projekter ligger hos den tidligere direktør og stifter Peter Schou, der stadig rådgiver i firmaet. Den nye administrerende direktør har mere fokus på at åbne op for nye markeder og samarbejder, og derigennem øge salget.

Jens Boelskifte ser ikke kun de andre medlemmer af Plastindustrien som konkurrenter, men i lige så høj grad som kolleger. Han nævner som eksempel, at hans egen virksomhed kunne have stor gavn af at blive godkendt hos den amerikanske Fødevare- og Lægemiddelforvaltning (FDA), da det ville åbne nye døre til det amerikanske marked, og han er overbevist om, at hans virksomhed langt fra er den eneste i branchen. Jens Boelskifte ser her store muligheder i at lave samarbejder med andre virksomheder i Plastindustrien, så man er fælles om at anskaffe sig den nødvendige viden, fremfor at man hver især skal bruge tid og ressourcer på det.

-Lykkes det fx at åbne mere op for det amerikanske marked ville det være en stor gevinst for alle deltagende virksomheder, og altså ikke noget problem, at et par konkurrenter dermed også er kommet ind på markedet forklarer Jens Boelskifte

FDA godkendelsen er blot et eksempel på de mange muligheder for samarbejder i branchen.

Mantraet skinner igennem i arbejdet

Den samme tankegang, der ligger til grunde for den foreslåede vidensdeling, kan anvendes på salgssamarbejder. Jens Boelskifte fremhæver som eksempel slagteriindustrien, hvor han ved, at de udover hans egne produkter, også bruger produkter fra andre plastvirksomheder.

-Kunder ønsker altid den nemmeste løsning, så hvis man som plastvirksomheder kunne gå samme og levere en fælles pakkeløsning, kunne det formentlig gavne os alle sammen, mener Jens Boelskifte.

Han fortsætter:

Vi skal selvfølgelig ikke dele den plastviden, der gør vores virksomhed speciel, men meget andet kan vi alle sammen have gavn af.

Jens Boelskifte, Adm. direktør og medejer af Tub-Ex

Jens Boelskifte understøtter visionerne med sit personlige mantra ”Alene kan vi meget, sammen kan vi alt”, og inviterede i den sammenhæng til åbent hus hos virksomheden. Den 14. april var kunder, kolleger og andre virksomheder og interesserede velkomne til et glas vin, en rundvisning og en snak om hvad man går og laver hos Tub-Ex.

Tub-Ex byder op til samarbejde

Jens Boelskifte ser også muligheder for samarbejde i forbindelse med udviklingen af de enkelte virksomheder. I plastbranchen er der i dag en del mindre virksomheder, som Tub-Ex, der selv har 10 ansatte og befinder sig i Nordjylland. Virksomheden er ikke stor nok til selv at ansætte fx en ingeniør eller plastmager til produktudvikling

-En nyuddannet ville keder sig her, men hvis man gik flere virksomheder sammen om at have en konsulent til udvikling, kunne det måske fungere, siger Jens Boelskifte.

Han tror også på, at man i plastbranchen over de næste år vil se en udvikling. Han mener at man må se udover geografisk placering og produktionstraditioner, og i stedet være innovative i hvordan man eventuelt kan slå sig sammen til større, bedre virksomheder, der kan klare fremtidens udfordringer.

Hos Tub-Ex tror man på et skifte i den danske plastindustri, og håber at man med tiden vil se en højere grad af samarbejde og vidensdeling. Jens Boelskifte åbner gerne selv op for virksomheden, og håber på at kunne mødes med potentielle partnere.