Politiske beslutninger i 2016 får stor betydning for plastbranchen

 

I denne leder af Plast Panorame skriver adm. direktør for Plastindustrien, Thomas Drustrup, om de politiske beslutninger, der i 2016 vil have stor indflydelse på branchen. Især PSO-afgiften, cirkulær økonomi og vækstpakken er afgørende.

Del:

2016 tegner allerede nu til at blive et spændende politisk år, hvor begivenhedernes gang på Christiansborg og i EU kan få stor betydning for den danske plastbranches ve og vel.

Lad mig give nogle konkrete eksempler.

Inden årsskiftet skal energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og regeringen have fundet en løsning om den danske PSO-afgift på energi, der er blevet underkendt af EU. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Plastindustrien arbejder for, at danske plastvirksomheder fremover ikke skal belastes af PSO-afgiften.

Vi ved fra mange af vores medlemmer, at PSO-afgiften – der er steget markant i de senere år – er en kæp i hjulet på virksomhedernes ambitioner om øget vækst og jobskabelse. Derfor foretrækker vi en model, hvor den grønne omstilling bliver finansieret på mere ’normal’ vis via Finansloven i stedet for gennem en afgift virksomhedernes elregning.

På genanvendelsesområdet er der også lagt i kakkelovnen til en spændende politisk udvikling. EU Kommissionen præsenterede kort før jul sit forslag til en cirkulær økonomi-pakke, og den hjemlige debat handler i stigende grad om, at husholdningsaffaldet skal markedsliggøres.

I Plastindustrien er vi varme fortalere for øget genanvendelse af plastaffald, men de rette forudsætninger skal være på plads for at vores medlemmer kan bidrage endnu mere til den cirkulære tankegang. Et naturligt første skridt er som nævnt at løsne op for kommunernes anvisningsret til affaldsressourcerne.

Derudover har regeringen også bebudet forhandlinger om ny vækstpakke, der bl.a. indeholder et forslag om forenkling af brandkrav i byggeriet. Vores branche har en lang række fremragende produkter, indenfor både isolering og støjdæmpning, og det er på tide, at vi får lovgivning på området, der ligestiller os med vores nabolande.

I Plastindustrien forsøger vi naturligvis at påvirke de forskellige politiske processer til fordel for vores medlemmer. Derfor vil jeg også meget gerne opfordre vores medlemmer til at kontakte vores sekretariat, hvis der er en politisk ’sag’, som har betydning for dig og din virksomhed.

Annonce ###REKLAME###