HN Group har ansat 40% flere medarbejdere på et år

Ikke-kategoriseret

Billund-virksomheden HN Group A/S er på bare et år vokset fra 60 til 85 medarbejdere – en stigning på hele 40%. Virksomhedens adm. direktør og ejer Henrik Nicolajsen er snart parat med et solidt årsregnskab.

Del:

HN Group A/S, der arbejder med sprøjtestøbning, thermoformning og værktøjsfremstilling af plastemner, har i løbet af et år formået at vokse så meget, at antallet af medarbejdere er gået fra 60 til 85. 

Virksomheden præsenterer snart årsregnskab, men der er intet hemmeligt over, at virksomheden har ansat 40% nye medarbejdere. Den fine fremgang skyldes først og fremmest en positiv udvikling på markedet, og det smitter af på bundlinjen hos HN Group: 

– Året har budt på store udsving på den positive måde, hvor nogle af vores kunder har fået ekstraordinære store ordrer. Men det skyldes også en generel fremgang hos vores kunder, der køber mere, samt at vi har fået nye kunder, forklarer adm. direktør og ejer Henrik Nicolajsen til JydskeVestkysten. 

LÆS MERE: Plastvirksomhed ansætter 20 nye medarbejdere

HN Group har tidligere oplyst til JydskeVestkysten, at de nyansatte primært kommer fra nærområdet, Trekantsområdet, Odense og Varde.

Læs mere under annoncen…###REKLAME###

Håb om at fremgangen fortsætter

Selvom årsregnskabet for 2013 endnu ikke er offentliggjort, så forventer Henrik Nicolajsen, at de positive tendenser fortsætter i indeværende år:

– Ifølge vores fremskrivninger ser det ud, som om vi fortsætter væksten i dette år, men vi kan ikke nødvendigvis love endnu flere arbejdspladser.

LÆS MERE: HN Group – Fleksiblitet er en del af vores DNA

HN Group fik i regnskabsåret 12/ 13 et overskud på cirka 2,8 millioner kroner ud af en bruttofortjeneste på cirka 33 millioner. HN Group er en fusion mellem JGM Plast A/S og HN Tools A/S, og i år 2011 opkøbte virksomheden DMI Plast A/S.

HN Group A/S leverer produkter til bl.a. medicobranchen, bilindustrien, fødevareindustrien og legetøjsbranchen.