Det Store Plastleksikon

ABS-plast er en hård, glansfuld plasttype, der bl.a. bruges til LEGO-klodser.

ABS tilhører de amorfe termoplast-typer. ABS er baseret på akrylonitril, butadien og styren.

Sprøjtestøbning, ekstrudering, blæsestøbning og vakuumformning er meget anvendte forarbejdningsmetoder.

Materialeegenskaber for ABS-plast

Med ABS kombineres styrke og stivhed i akrylonitril og styren med sejhed i butadien-gummi. Fremragende hårdhed, glans, sejhed og elektrisk isolering opvejer omkostningerne ved at fremstille ABS, som ligger forholdsvis højt sammenlignet med andre polymerer.

Ved at ændre mængdeforholdene i de indgående komponenter og ved variation af polymerisationsgraden og de kemiske bindinger mellem de to faser kan man opnå forskellige egenskabskombinationer.

Anvendelser af ABS-plast

Den vigtigste anvendelser er fremstilling af kabinetter til hårde hvidevarer, telefoner og computere, udstyr til biler samt til LEGO-klodser og andet legetøj.

ABS har mindre god vejrbestandighed idet det nedbrydes af sollys og egner sig derfor ikke til udendørsbrug.

Plastråvarer tilsættes ofte additiver for at styrke bestemte egenskaber i plasten.

De plastråvarer, en plastvirksomhed modtager fra råvareleverandøren, er normalt tilsat en række stoffer, dels for at lette forarbejdningen, dels for at forbedre egenskaberne i det færdige produkt.

Tilsætningsstofferne er med til at give en endnu større vifte af egenskaber og sikrer dermed, at man kan skræddersy plastmaterialerne til helt specifikke opgaver. De vigtigste tilsætningsstoffer tilhører følgende grupper:

• Armeringsstoffer giver materialer større styrke
• Blødgørere gør stive materialer bøjelige
• Pigmenter giver farve
• Stabilisatorer giver holdbarhed mod bl.a. ultraviolet lys og termisk nedbrydning.
• Antistatika modvirker statisk elektricitet
• Brandhæmmende midler
• Fyldstoffer (bl.a. kalk og dolomit)

Amino-plast er en fællebetegnelse for hærdeplast-typer som bl.a. melamin.

Aminoplast er en fællesbetegnelse for en række hærdeplast-typer. Fælles for dem er, at de er hårde og stive og stort set altid anvendes med fyldstoffer eller fiberforstærkning. Amino-plasttyper er vejrbestandige og optager vand meget dårligt. Desuden afgiver aminoplast hverken lugt eller smag.

Melamin-plast og carbamid-plast er de vigtigste materialer i gruppen af amino-plasttyper.

Som forstærknings- og tilsætningsstoffer anvendes især organiske komponenter som træmel, cellulose og polymerfibre samt uorganiske komponenter som glas- og asbestfibre og stenmel.

Kompositter med aminoplast som matrix anvendes blandt andet til fremstilling af elektriske komponenter, isolatorer, køkkenskåle, spise- og drikkeservice, håndtag til køkkenudstyr og sanitære artikler med rene stærke farver.

Amorfe materialer en hovedgruppe indenfor plastmaterialer. Modsætningen er de krystallinske plasttyper.

Når de kædeformede og vilkårligt forgrenede makromolekyler i et plastmateriale ligger fuldstændigt uordnede mellem hinanden – som filt eller en tot vat – betegnes materialet som amorft (uden form).

Amorfe plastmaterialer er glasagtige, transparente og oftest sprøde. Eksempler på amorfe plasttyper er:

• Polyvinylchlorid (PVC-plast)
• Polycarbonat (PC-plast)
• Polystyren (PS-plast)

Modsætningen hertil er krystallinske plastmaterialer. Her ligger molekylekæderne i nogle afsnit i helt velordnede parallelle bundter. Makromolekylerne kan ikke deltage med deres fulde længde i en sådan velordnet struktur – et gitter – og disse områder er derfor altid meget små. Områderne kaldes krystalitter, og de ligger som små afgrænsede krystaller i en ellers uordnet struktur. Den delvis krystallinske plast er uklar (mælket), men samtidig mere varmebestandig end amorf plast.