Her er de nominerede til Project Plastic Award 2026
Ti projekter er nomineret til Project Plastic Award 2026, der hylder innovative studenter- og startupprojekter inden for plast. Vinderne kåres i forbindelse med Plastic Engineering Day på DTU i Lyngby

Den 10. november uddeles Project Plastic Award 2026 på DTU i Lyngby, hvor studerende, forskere og virksomheder samles til Plastic Engineering Day.
Prisen sætter fokus på nye idéer og talenter inden for plastområdet og skal samtidig skabe forbindelse mellem studerende, iværksættere og virksomheder i plastbranchen.
Årets nominerede spænder bredt – fra genanvendelse af plast og udvikling af nye materialer til kunstig intelligens og optimering af produktionsprocesser. Plastindustrien har gennemført en indledende screening af de indstillede projekter og udvalgt ti, som nu skal vurderes af juryen.
Prisen uddeles i fire kategorier: bachelor, master, ph.d. og start-up. Opdelingen sikrer, at projekterne vurderes med udgangspunkt i deres forskellige niveauer og forudsætninger.
Hver vinder modtager 10.000 kr. og bliver desuden koblet sammen med en af Plastindustriens medlemsvirksomheder. Det giver mulighed for faglig sparring, videndeling og potentielle fremtidige samarbejder.
Årets vindere udpeges af en jury bestående af fire repræsentanter med erfaring inden for forskning, produktudvikling og industri: Rasmus Kann Jensen fra RD8, Dennis Laust Sørensen fra Kapacitet A/S, Elsa Jarrige fra LEGO Group og Guido Tosello fra DTU. Læs mere om juryen her.
De ti nominerede projekter:
Bachelor
Genanvendt plast bevarer styrken efter seks genanvendelser
Etienne Gras fra DTU er nomineret for et projekt, der undersøger, hvordan ABS-plast påvirkes af gentagen genanvendelse. Ved at sammenligne nyt ABS med ABS, der er blevet genanvendt henholdsvis én og seks gange, har han undersøgt materialets mekaniske egenskaber. Resultaterne viser, at ABS bevarer sin gennemsnitlige trækstyrke efter seks genanvendelsescyklusser. Projektet peger dermed på potentialet for at bruge genanvendt ABS i nye produkter og reducere både materialespild og behovet for nye råmaterialer.
Luftdrevet motor af genanvendt plast kan blive alternativ til batterier
Anton Børrild fra DTU er nomineret for et projekt, der undersøger mulighederne for at udvikle en luftdrevet motor fremstillet næsten udelukkende af genanvendt plast. Motoren fungerer ved hjælp af trykluft og kræver derfor ingen forbrænding. Selvom motoren har begrænset kraft, kan den potentielt erstatte batterier i eksempelvis børnelegetøj. Projektet undersøger dermed potentialet for at anvende genanvendt plast i alternative motorteknologier.
Master
Grafen skal gøre plast stærkere og mere holdbar
Luca Giuliani fra DTU er nomineret for et projekt, der undersøger, hvordan tilsætning af materialet grafen kan forbedre plastmaterialers styrke, holdbarhed, UV-bestandighed og elektriske egenskaber. Ved hjælp af en billig og skalerbar metode til fremstilling af grafen er målet at gøre teknologien mere tilgængelig. Grafen kan dermed gøre det muligt at anvende mere bæredygtige plasttyper, som tidligere har haft utilstrækkelige egenskaber, og samtidig åbne for nye anvendelsesmuligheder inden for blandt andet elektronik og sprøjtestøbte produkter.
Ny løsning gør simulering af kølekanaler hurtigere og mere præcis
Pietro Monti fra DTU er nomineret for et projekt, der i samarbejde med Novo Nordisk har udviklet en automatiseret løsning til simulering af kølekanaler i sprøjtestøbeværktøjer. Ved hjælp af softwareværktøjet Coolmate og automatiserede simuleringer kan ingeniører tage højde for køleforholdene tidligere i udviklingen af plastkomponenter til medicinsk udstyr. Løsningen har reduceret tiden til opsætning af simuleringer fra 2,5 timer til blot 15-30 minutter og samtidig forbedret præcisionen i forudsigelser af deformationer.
Ny testmaskine kan undersøge værktøjsslid på få timer
Jayson Ger fra DTU er nomineret for et projekt, hvor han har udviklet en specialbygget maskine, der kan undersøge slid på sprøjtestøbeværktøjer langt hurtigere end traditionelle metoder. Ved hjælp af ABS-plast kan maskinen efterligne de slidmekanismer, der opstår under industriel produktion. Hvor undersøgelser af værktøjsslid normalt kan kræve langvarige produktionsforløb, gør den nye metode det muligt at gennemføre tests på få timer. Løsningen kan dermed reducere både udviklingstid, omkostninger og ressourcespild.
Ph.d.
Forskning skal forbedre vandbaserede beskyttelsesbelægninger
Ali Moshkriz fra DTU er nomineret for et ph.d.-projekt, der i samarbejde med Hempel A/S undersøger, hvordan vandbaserede epoxybelægninger hæfter på stål. Projektet undersøger blandt andet, hvordan polymersammensætning, hærdere og pigmenter påvirker belægningens vedhæftning og egenskaber. Målet er at bidrage til udviklingen af mere bæredygtige og effektive beskyttelsesbelægninger til industriel brug.
Kunstig intelligens skal reducere fejl og plastspild i produktionen
Alireza Mollaei Ardestani fra DTU er nomineret for et ph.d.-projekt, der kombinerer kunstig intelligens, digitale tvillinger og simuleringer for at forbedre kvaliteten i sprøjtestøbeprocesser. Projektet undersøger, hvordan produktionsfejl kan forudsiges og forebygges, inden de opstår. Ved at anvende data om materialer, produktgeometri og procesindstillinger udvikles modeller, der kan bidrage til færre fejlproducerede emner, mindre materialespild og mere ressourceeffektiv plastproduktion.
Start-up
Ny teknologi skal gøre udtjente fortøjningstrosser til en ressource
Startupvirksomheden Acckon ApS er nomineret for udviklingen af en ny sorteringsteknologi til genanvendelse af udtjente fortøjningstrosser fra den maritime industri. Trosserne består primært af plasttyperne PP og PET, som er vanskelige at adskille og derfor ofte ender som affald til forbrænding eller deponering. Med den nye teknologi ønsker virksomheden at gøre det muligt at genanvende materialerne og dermed reducere plastaffald og fremme en mere cirkulær ressourceudnyttelse i den maritime sektor.
Valnøddeskaller skal erstatte fossile råvarer i nye materialer
Virksomheden Nuterials er nomineret for sin udvikling af nye materialer baseret på valnøddeskaller. Ved at omdanne et restprodukt til et holdbart kompositmateriale ønsker virksomheden at reducere afhængigheden af fossile råvarer. Materialet fremstilles som granulat, der kan anvendes i eksisterende produktionsudstyr til blandt andet sprøjtestøbning, ekstrudering og 3D-print. Løsningen kan dermed gøre det lettere for virksomheder at anvende alternative materialer i deres produktion.
Digitale materialejournaler skal give vindmøllevinger nyt liv
Startupvirksomheden Circalo fra DTU Skylab er nomineret for en digital løsning, der skal gøre det lettere at genbruge og genanvende plastbaserede kompositmaterialer fra blandt andet udtjente vindmøllevinger. Løsningen giver hvert produkt en sikker digital materialejournal med oplysninger om materialesammensætning, egenskaber og tidligere anvendelse. Det skal gøre det lettere at finde nye anvendelsesmuligheder for materialerne, eksempelvis i byggebranchen, og dermed reducere ressourcespild og behovet for nye plastmaterialer.
Vil du være med, når vinderne af Project Plastic Award 2026 kåres? Deltag Plastic Engineering Day den 10. november på DTU i Lyngby. Det er gratis at deltage.
Læs mere om arrangementet, se programmet og tilmeld dig her.
Seneste nyheder
Aktuelt hos Plastindustrien

30. oktober 2026
Se programmet for Plastic Engineering Day 2026
Hvordan kan vi genanvende nogle af de mest udfordrende plastmaterialer? Og hvordan bliver avanceret forskning til løsninger, der fungerer i industrien? Den 10. november samler Plastindustrien studerende, forskere og virksomheder på DTU i Lyngby til Plastic Engineering Day 2026. Se, hvad årets program byder på.
Læs mere

30. oktober 2026
Her er de nominerede til Project Plastic Award 2026
Ti projekter er nomineret til Project Plastic Award 2026, der hylder innovative studenter- og startupprojekter inden for plast. Vinderne kåres i forbindelse med Plastic Engineering Day på DTU i Lyngby
Læs mere

29. september 2026
Godt med loft over kommunernes affaldsregning til virksomheder – men kvalitet skal også tænkes ind
Plastindustrien hilser det velkommen, at regeringen vil indføre et fast loft over, hvor meget kommunerne kan opkræve virksomhederne for håndteringen af emballageaffald. Brancheorganisationen har længe efterlyst en model, der sikrer et mere gennemsigtigt og effektivt producentansvar.
Læs mere