Fremtidens plastemballager var i fokus på FoodTech 2026

Ny lovgivning, dokumentationskrav og genanvendelse var blandt de centrale emner, da Plastindustrien inviterede til minikonference på FoodTech i Herning den 28.-29. oktober. Over to dage satte virksomheder, myndigheder og eksperter fokus på de udfordringer og muligheder, der præger emballageområdet.

Denne artikel bliver også bragt i Magasinet Plastforum – nr. 39 – 13. november 2026.

Hvordan vælger virksomheder den rette plastemballage i en tid med stigende krav til genanvendelighed, emballagedesign og dokumentation?

Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da Plastindustrien afholdt minikonferencen ‘Hvordan vælger vi fremtidens plastemballager?’ den 28. og 29. oktober på FoodTech i MCH Messecenter i Herning.

For første gang strakte minikonferencen sig over to dage med et fagligt program, der samlede perspektiver fra både myndigheder, emballageproducenter og andre aktører i branchen.

Ny lovgivning og erfaringer fra branchen

På konferencens første dag var den kommende emballageforordning (PPWR) blandt de centrale emner. Her satte Lise Larsen og Anne Louise Nissen fra Energistyrelsen fokus på de nye regler, mens Carina Jensen fra Amcor delte virksomhedens erfaringer med emballageforordningen.

Programmet bød også på oplæg om grønne anprisninger, forbruget af plastemballage til takeaway og mulighederne for at erstatte engangsløsninger med genbrugelige alternativer.

Blandt oplægsholderne var Ninna Bundgaard Christensen fra Sinatur Hotel & Konference, som satte fokus på genbrug i hotelbranchen og arbejdet med at bevæge sig fra engangsløsninger til mere cirkulære løsninger.

De mange nye krav på emballageområdet understreger behovet for at finde løsninger på tværs af branchen. Det forklarer Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.

– Der sker rigtig meget på emballageområdet i øjeblikket, og virksomhederne står over for en række nye krav og forventninger. Derfor er det vigtigt, at vi samler branchen og deler viden og erfaringer, så vi sammen kan finde de bedste løsninger for fremtidens plastemballager, siger hun.

Fra PFAS til livscyklusvurderinger

På konferencens anden dag var der blandt andet fokus på PFAS og de krav, der påvirker emballageproducenterne.

Jens Sinding fra FORCE Technology satte fokus på PPWR og PFAS i praksis, mens Marianne Fiirgaard Nielsen fra BEWI bidrog med perspektiver fra en emballageproducent.

Derudover var livscyklusvurderinger (LCA) på programmet med fokus på sammenligning af forskellige drikkevareemballager med pant på det danske marked.

Konferencen satte ligeledes fokus på genanvendelse af takeaway-emballage, hvor Katrine Bæk Primdal fra Return It præsenterede arbejdet med RÆTUR-kruset samt kravene til fødevarekontaktmaterialer og sikker anvendelse.

To dage med faglig viden og netværk

Netværkskonferencen blev afholdt som en del af FoodTech, hvor deltagerne også havde mulighed for at besøge messens udstillere og opleve nye teknologier og løsninger fra fødevareindustrien.

Som noget nyt var der desuden mulighed for at deltage i et uformelt fyraftensarrangement i Hal K med mad, livemusik og netværk.

Med de to konferencedage ønskede Plastindustrien at skabe et forum for videndeling og erfaringsudveksling på tværs af branchen og give virksomhederne et stærkere grundlag for at navigere i de mange krav og muligheder, der præger fremtidens plastemballager.

Se præsentationerne fra minikonferencen

Seneste nyheder

Aktuelt hos Plastindustrien